Hvad siger du til batteri til 2 dage, en chip der giver dig god hastighed, 512GB hukommelse, en lysstærk skærm, altsammen til en pris under 2000 kr.? Motorola Moto G86 Power er ikke kun ekstremt robust med IP68/IP69 og militærstandarden MIL-STD-810H; den henvender sig også både til Hr. og Fru Danmark og til håndværkeren. Læs med herunder i vores Motorola Moto G86 Power anmeldelse.
Design og skærm
Moto G86 Power føles alt andet end billig. Den ligger godt i hånden, er solidt bygget og har et pænt, minimalistisk design, som ikke prøver at være noget, den ikke er. Skærmen er en 6,7-tommer P-OLED-skærm med 120 Hz, så alt flyder lækkert, uanset om du scroller gennem sociale medier eller streamer serier. Farverne står flot, og lysstyrken er topklasse med 4.500 nits, som gør den nemt synlig udendørs. Det er ikke marketingstal eller noget vi skriver for at være venlige – telefonen kan virkelig lyse et rum op bare med forskærmen. Glem i den forbindelse ikke, at den selvfølgelig også har “Moto actions”, som bl.a. betyder du bare skal ryste selve telefonen 2 gange hårdt (dobbelt-gok), og så tænder blitzen bagpå.
Lyden matcher oplevelsen – de stereo-højttalere med Dolby Atmos leverer overraskende fyldig lyd med god balance mellem bas og klarhed, så film og musik faktisk lyder bedre, end man forventer i denne prisklasse.


Ydelse og CPU – stærk motor til prisen
Under motorhjelmen finder vi en MediaTek Dimensity-chip, der leverer mere kraft, end prisen antyder. I hverdagen mærkes det tydeligt – apps åbner hurtigt, multitasking kører problemfrit, og selv lettere gaming er intet problem.
Chipsettet sidder også i Motorolas Edge highend-serie, i bl.a. Edge 60 og Edge 60 Fusion, så telefonen føles aldrig træg. For de fleste danskere, der bruger mobilen til alt fra sociale medier, kamera og streaming til lidt spil og netbank, er den mere end hurtig nok.

AI – ja den kan lidt og har Gemini
Selvfølgelig har den også en smule AI med sig, og det sker automatisk når du fotograferer, samt selvfølgelig når du bruger Google Gemini-appen. I praksis betyder det fx:
- Kameraet bruger AI til at genkende motivet (landskab, mad, mennesker) og justerer farver, kontrast og skarphed automatisk for at få et bedst muligt billede.
- Hvis du arbejder med mange apps og åbner mange vinduer, bruges AI-drevet “RAM Boost” til midlertidigt at tillægge ekstra RAM-kapacitet, så oplevelsen føles glattere.
- Via Gemini-appen kan du bede telefonen om fx “find mit billede af gårsdagens middag”, “skriv en kort opsummering af denne artikel” eller “hvad betyder dette tekniske begreb?” — telefonen bruger AI til at forstå dit spørgsmål og give svar eller handlinger. I denne prisklasse virker det tilfredsstillende og giver et ekstra lag oplevelse ud over det rent hardwaremæssige.
Alt i alt: AI-funktionerne er ikke i samme super-klasse som de dyreste premium-telefoner, men til prisen giver de en klar meroplevelse og gør telefonen lidt smartere i hverdagen.
Batteri – to dage uden bekymring
Batteriet er telefonens helt store styrke. Moto G86 Power kommer med et massivt 6.720 mAh batteri, og det lever virkelig op til sit navn. Jeg har uden problemer fået to hele dages brug på en opladning, og det er med blandet brug – sociale medier, streaming, beskeder, lidt kamera og navigation.
Motorola lover lang batteritid, og det holder stik. Du skal med andre ord ikke bekymre dig for at løbe tør midt på dagen.
Opladningen kunne dog godt være hurtigere. Med 30W opladning tager det lidt tid at få batteriet helt fyldt op. Til gengæld behøver du ikke gøre det ret tit, og det er en fair trade-off i denne prisklasse.

Plads og ydeevne – masser af luft at arbejde med
Moto G86 Power fås med 8 GB RAM (+4 GB RAM “Boost”) og 512 GB lagerplads, hvilket er mere end rigeligt for langt de fleste. Du får god plads til billeder, videoer og apps, og der er tilmed OGSÅ mulighed for at udvide med microSD, hvis du har brug for endnu mere plads!
Alt i alt føles telefonen flydende og responsiv i hverdagen – også når du har mange apps åbne.
Kamera – fornuftigt til prisen
Kameraet er ikke telefonens største trumfkort, men det gør det godt nok til prisen. Du får et 50 MP hovedkamera, en 8 MP ultravidvinkel og et 32 MP frontkamera. I dagslys leverer det skarpe, farverige billeder med fin kontrast.
Til daglig brug og sociale medier er det helt fint – og du får et fint alsidigt kamera-setup til under 1.999 kroner.
Du kan klikke her for at se min kameratest af Motorola Moto G86 Power
Og se min signatur-sprint med mobiltelefonen her, for at tjekke stabiliseringen af en telefon:
Software og opdateringer
Moto G86 Power kører Android 15, og Motorola holder fast i deres fede take på Android. Det føles enkelt og brugervenligt. Udover “dobbelt-gok” for at akrivere lommelygten, så kan du også lave et hurtigt vrid med håndleddet frem og tilbage, for at hurtigt aktivere kameraet. Motorola ER det sjoveste og mest charmerende UI der findes til telefoner.
Telefonen får kun 2 Android opdateringer, men hele 4 års sikkerhedsopdateringer skulle gøre de fleste tilfredse til prisen.

Farver, pris og tilbud
Telefonen fås i fire officielle farver: Cosmic Sky, Golden Cypress, Spellbound og Chrysanthemum.
(Bemærk: Farvenavne kan variere lidt på det danske marked – i yousee har de fx. kun 3 af de 4 farver, de tilbyder ikke rød “Chrysanthemum”)
I Danmark ligger den vejledende pris omkring ca. DKK 2.499. Den ses dog allerede i tilbud til omkring DKK 1.799 hos visse forhandlere.
Eksempler på aktuelle tilbud:
1. Hos YouSee: 512 GB-version til DKK 1.799.
2. Hos avXperten: til DKK 2.015.
3. Hos Elgiganten: 512 GB-version til DKK 2.799.
Konklusion
Her bliver det rigtig interessant. Hvor mange telefoner i dag koster over 8.000 kroner, kan du få Motorola Moto G86 Power, helt ned til omkring 1.800 kroner hos danske forhandlere.
For de penge får du:
- En stærk CPU,
- Lang batteritid på op til to dage,
- God skærm og god lagerplads,
- Og et design, der ikke føles billigt.
Den er ikke perfekt – kameraet er middelmådigt, og opladningen kunne være hurtigere – men det ændrer ikke på, at Moto G86 Power har næsten alt, danskere efterspørger i en prisvenlig smartphone.
Motorola Moto G86 Power er kort sagt en af årets bedste budgetmobiler. Den klarer alt det, de fleste har brug for, uden at prisen løber løbsk. Hvis du vil have en telefon, der holder strøm i dagevis, har rigeligt med plads og kører flydende – uden at sprænge budgettet – så er Motorola Moto G86 Power et fremragende køb og en Techsen anbefaler.
Tak fordi du læste med her på Techsen.dk

