Tim Cook har annonceret, at han træder tilbage som CEO, og stafetten gives videre til John Ternus den 1. september 2026. Så nu sidder jeg tilbage med ét spørgsmål: Hvordan ser fremtiden for Apple egentlig ud?
Apple skifter fra en direktør, der var verdensmester i logistik og regneark, til en mand, der har brugt hele sin karriere på at bygge fysiske produkter. Og kigger vi på rygter for Apples kommende produkt-roadmap, står det klart, at Ternus får en stor ilddåb allerede til september.
Den foldbare elefant i rummet: iPhone Fold
Hvis der er ét produkt, der for alvor vil definere Ternus’ start som topchef, så er det den længe ventede iPhone Fold. Efter årevis med rygter og udskydelser forventes Apples første foldbare telefon at lande i september 2026. Muligvis med en lancering i december.
Ifølge de seneste rygter får vi et “book-style” design bygget i en holdbar kasse. Den åbner angiveligt op til en 7.8-tommer indvendig skærm. Som næsten er samme størrelse som en iPad mini. Den ydre skærm ender på 5.5 tommer. Apple har angiveligt også fået lavet en skærm næsten uden synlig fold (crease). For at spare plads internt, peger stærke rygter på, at Apple dropper Face ID og i stedet implementerer Touch ID i power-knappen på siden. Men du skal have den store tegnebog frem. Rygterne spår en startpris på over 2.000 dollars, hvilket let kan ramme over 15.000 danske kroner.

iPhone 18 Pro: En ny æra under motorhjelmen
Sammen med den foldbare satsning præsenterer Apple også iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max til efteråret. Her kigger vi ind i massive hardware-opgraderinger. Der tales om Apples helt nye 2nm-chip, A20, som vil levere et enormt ryk i både ydeevne og effektivitet.
Pro Max-modellen udstyres efter sigende med et gigantisk batteri på 5100-5200 mAh, hvilket vil være det største i en iPhone nogensinde. På designfronten kan vi glæde os til en meget mindre Dynamic Island, og nogle kilder vurderer endda, at Apple rykker Face ID-kameraet om under skærmen. Den nye signaturfarve for Pro-modellerne rygtes at blive “Dark Cherry” – en utrolig flot, dyb bordeaux-rød.
Som en lille markedsstrategisk overraskelse forventes den almindelige iPhone 18 først at udkomme i foråret 2027. Apple udskyder den simpelthen for at skabe fuldt fokus på Pro- og Fold-modellerne til september.
Kan ingeniøren vinde AI-krigen med iOS 27?
Selvom det lyder fantastisk for os, der elsker lækker hardware, lurer der en massiv udfordring forude. Det største problem for Apple lige nu er nemlig den usynlige software.

Når udviklerkonferencen WWDC løber af stablen fra den 8. til 12. juni 2026, forventes Apple at fremvise iOS 27. Rygterne peger på, at Siri får en massiv overhaling med et helt nyt interface direkte i Dynamic Island, og der arbejdes angiveligt på at gøre Siri til en fuldendt chatbot bygget på ryggen af Google Gemini. Det presserende spørgsmål for fremtiden for Apple er derfor: Kan en hardware-chef lede virksomheden sikkert igennem et hæsblæsende AI-kapløb mod OpenAI og Google?
MacBooks får touch-skærm?
På computerfronten sker der også ting og sager. Kigger vi frem mod slutningen af 2026 og starten af 2027, rygtes det, at Apple er på vej med en M6 MacBook Pro. Den får ikke kun en høj-kontrast OLED-skærm, men introducerer måske for første gang i Apples historie touch-skærm på Mac-platformen.
John Ternus overtager et Apple, der er velsmurt, men som de seneste år har manglet den helt store “Wow”-faktor i designet. Jeg glæder mig vanvittigt til de næste par år.
