Android 16 får markant ansigtsløftning

Android 16 får markant ansigtsløftning

Store design-nyheder på vej: Android 16 får markant ansigtsløftning

Google løfter nu sløret for en omfattende design-opdatering, der er på vej til både smartphones og smartwatches. Med Material 3 Expressive får kommende versioner af styresystemerne, Android 16 og Wear OS 6, et markant ansigtsløft, der fokuserer på mere personlighed, flydende brugeroplevelser og hurtigt overblik.

Ifølge Mindy Brooks, Senior Director for Produkt og UX på Android Platform, er Material 3 Expressive en af de største design-opdateringer i årevis. Den bygger videre på det anerkendte Material You-design. Den giver også endnu flere muligheder for at sætte et personligt præg på din enhed.

Mere liv og personlighed på din telefon

På Android vil opdateringen byde på mere naturlige og “fjedrende” animationer, der skal give små øjeblikke af glæde i hverdagens interaktioner – for eksempel når du sletter notifikationer. Der kommer også opdaterede dynamiske farvetemaer, der tilpasser sig dit valgte tapet, samt forbedret typografi og mere fleksible design-elementer. Du får blandt andet mulighed for at tilpasse dine genveje i Quick Settings endnu bedre.

En helt ny funktion kaldet Live Updates, som minder om Apples Live Activities, vil desuden gøre det nemmere at følge med i realtids-notifikationer fra udvalgte apps, som for eksempel status på din madbestilling eller taxatur, direkte og synligt på skærmen.

Live Updates. Billede: Google

Skabt til runde ure: Nyt design på Wear OS 6

Wear OS-smartwatches får også en stor overhaling med Material 3 Expressive, specielt optimeret til de ofte runde skærme. Designet bliver mere flydende med animationer, der følger skærmens kurvatur, og elementer, der tilpasser sig den mindre skærmstørrelse. Der kommer dynamisk farvetilpasning, så dit ur matcher din urskive, samt mere pladsbesparende og brugervenlige knapper og “Tiles”.

Google nævner også, at Wear OS 6 vil bringe forbedret ydeevne og op til 10% længere batterilevetid, hvilket er rigtig godt nyt for smartwatch-brugere.

Display on Wear OS
Skærmen på Wear OS 6. Billede: Google

De nye design-elementer og funktioner rulles ud som en del af Android 16 og Wear OS 6 og forventes at lande på Pixel-enheder senere på året. Læs vores anmeldelse af den nyeste Pixel 9a her.


Privatlivspolitik Cookiepolitik