Wow – sikke dog en anderledes telefon er det første jeg tænker! Jeg havde ikke mulighed for at teste telefonen da den udkom i Juni 2024, så her er en personlig anmeldelse fra Marts 2025. Jeg har testet telefonen i 3 måneder nu, og kan konkludere at Sony Xperia 1 VI – er en kæmpe positiv skuffelse!
Designet
– skiller sig ud fra alle andre telefoner. Særdeles grippy og med jack-stik. Dedikeret kamera-knap og fingertryks-oplåsning. 192 gram. Plads til både Sim og SD kort samtidig, som du i øvrigt kan vrikke ud med en fingernegl, uden brug af SIM-værktøjet.
Vild kraftig haptisk motor, så hvis du elsker vibrering, så har du også en vinder her. Telefonen skiller sig virkelig positivt ud fysisk i forhold til andre telefoner.


Skærmen
Er vildt flot. Det kan godt være at Sony ikke kører sine 4K skærme mere, men denne er også alt rigelig. Sikke en skønhed 😍 6.5” OLED skærm med 120Hz. Og vigtigst af alt et ændret format til 19.5:9 i stedet for Sonys gamle 21:9 format. Det betyder at telefonen virker knap så aflang som tidligere, hvilket gør den mere handy til de fleste opgaver. Og så har den Gorilla Glass Victus 2 og IP68 for beskyttelse imod vand og støv.
CPU og RAM
Telefonen virker hurtig i det hele taget. Snapdragon 8 gen 3 og 12 RAM gør at den bare siger halløj i hverdagen. UFS 4.0 hjælper til med en snappy dataoverførsel.
Som du kan aflæse herunder af Geekbench og 3D Mark stress-testen, kan du sagtens game’ på telefonen. De 44 grader den rammer er kun ude i det yderste af rammen, og under en ekstrem hård test på 3D test på 20 minutter. Jeg kunne holde på den – direkte efter testen.


Lyden er god og kraftig
Man fornemmer at Sony godt vil noget med deres lyd og gør sig umage. Der er forskellige settings man kan rode med, men allerede ud af æsken, er der bedre lyd end på de fleste andre mobiler. Den er på lyntid blevet min go-to telefon, hvis jeg skal høre noget baggrunds-podcast eller YouTube.
Også LDAC og ekstra gode settings for hovedtelefoner. Flot og dejligt Sony, tak!
Mikrofon-lyden på telefonen er desværre af tvivlsom kvalitet, og jeg kan høre det samme på andre anmelderes videoer, så det åbenbart er et hardware-valg fra SONY. Og det er ærgerligt på en så high-end telefon.
Batteri til 2 dage
– lover Sony, og min erfaring er at det holder mere end stik. Nogle gange tæt på 3 dage. 12 til 13 timers screen-on time ved primært brug af YouTube, kamera, Docs og browsing. Det er på ALLERHØJESTE niveau og slår alle andre Snapdragon 8 gen 3 telefoner.


Software
Telefonen blev opdateret til Android 15 allerede i december 2024, hvilket var en af de allerførste IKKE-Google mærker der har fik den ære. Det lover godt for fremtidige Sony modeller. Ellers er der lovet 3 Android opdateringer og 4 års support for Sony Xperia 1 VI. Techsen så gerne 5 års softwaresupport for en flagskibsmodel. Men til og med Android 17 og software support til Juni 2028. Sikkerhedsopdateringer får man hveranden måned.

Der er et par Sony-specifikke apps der følger med – som alle på nær Sound Connect, vil være nogle de fleste aldrig nogensinde får brug for. Men du kan tilslutte dit Sony kamera med Creators appen, og nørde med et par af de andre apps og deres funktioner.
Udover disse apps er Sony definitionen på “ren Android”, da de nærmest intet tweaker i det grundlæggende OS fra Google.
Kameraet
Som du nok fornemmer er telefonen en kæmpe stor positiv overraskelse indtil nu, og en væsentlig forbedring fra Sony’s tidligere årgange. Altså indtil kameraet…
ALLE mennesker ved at Sony er en af verdens førende kamera-producenter, og således er ens forventninger naturligvis høje.
Men i klassisk Sony stil er selfie-kameraet kun lige til øllet om aftenen. Dog fint i dagslys. Når man tager det bagudvendte kamera i brug, og vil optage video om aftenen bliver man ærgerlig. Der er ikke overbevisende styr på kontrast og highlights. Og da der ikke foregår nogen efterprocesering overhoved, kan man næsten ikke beskrive hvor skuffet man bliver. Det er også en hakkede misere når man zoomer.
Kamera forsat…
Still-billeder klarer den for det meste godt og til et tilfredsstillende niveau. Jeg kan godt lide stills fra den primære linse på 48MP.
12MP Ultrawide-linsen er ok, men er ikke særlig Wide (kun 0.7) i forhold til den primære linse, hvilket gør at man undrer sig over hvorfor den egentlig er med? Telefoto-linsen på 12MP er desværre en skuffelse pga. manglende stabilisering. Det er nærmest umuligt at holde telefonen stille når zoomet helt ind, hvilket på en Oneplus 12 og Samsung S24 Ultra godt kan lade sig gøre.
Jeg ville ønske at Sony bare puttede en 200MP 1” sensor i, og lod den zoome vha. digitalt zoom med både EIS og OIS. Og så en 0.5x Ultravidvinkel som gav et bredere billede, der også kunne bruges til makrobilleder.
Heldigvis kommer Sony Xperia 1 VI auto-installeret med Google Photos-app’en, og den fungerer godt, og man kan gøre brug af mange af Googles AI-features. Dog ikke dem alle.
I forhold til min overordnede vurdering af kameraet, ville jeg som læser, læne mig op af hvad andre anmeldere på YouTube siger. Og de siger at telefonen anbefales til folk der ved hvordan man fotograferer, for så kan man få gode resultater. Til almindelige Point and shoot billeder overgås Sony Xperia 1 VI både Google Pixel, Samsung og iPhone – i den hjælp man automatisk får.
Andre Minusser:
Der stadig ikke Face-unlock. Og ingen dedikeret Sony galleri-app, hvilket må betegnes som at skyde sig selv i foden. Det svarer til at producere en el-bil, og så glemme at putte en el-motor i!? Det ville være supersmart, at give sine Sony brugere lidt ekstra AI editerings-godter i en dedikeret Sony album-app.
Absolut ingen AI tricks i telefonen udover dem i Google Photos-app’en. OBS. efter en opdatering har telefonen nu fået Circle to search, som også er den mest populære AI-funktion.
Så hvor ender vi?
Kan man se bort fra at kameraet ikke er telefonens force, så er det faktisk en rigtig hurtig og god telefon. Den appellerer til lydentusiaster og folk der værdsætter lang tids batteriholdbarhed. Og den er handy og grippy. Personligt er jeg vild med den – for de ting den rent faktisk gør godt. Jeg bruger den dagligt til al YouTube streaming – og det er der meget af i mit hjem.
Men den får ikke en Techsen anbefaler, da man ikke må lave så store selvmål som Sony Xperia 1 VI – en kæmpe positiv skuffelse, gør.
Farver og pris
Sony Xperia 1 VI fås i 3 forskellige farver i Danmark. Sort, kahki Grøn og Silver.

Prisen: I marts 2025 kan Sony Xperia 1 VI fås til 6.393 kr hos Callme (slutsalg) og ellers til omkring 7500 kr.
En telefon med så få AI-features skal ikke koste mere end 5.000 kr. i dag, er min holdning. Så ind på DBA og find den til en fornuftig pris, så kan du selv prøve den 🙂
Vil du stadig gerne prøve en Sony telefon, så kan du prøve dens lillebror som hedder Sony Xperia 10 VI, og den kan du læse en anmeldelse af her.