Nothing Phone (4a)

Nothing Phone (4a)

Sådan ser Nothing Phone (4a) ud – og her er alle farverne og ny Glyph bar

Lanceringen af Nothing Phone (4a)-serien den 5. marts nærmer sig med hastige skridt. For at bygge hypen op har Nothing nu selv løftet sløret for designet på den kommende mellemklasse-mobil – og der er sket store ændringer på bagsiden.

Carl Pei og kompagni hos Nothing er mestre i at skabe opmærksomhed inden en lancering. Denne gang har de valgt at frigive et officielt kig på bagsiden af den kommende Nothing Phone (4a).

Nothing phone (4a) hvid
Nothing phone (4a) hvid

Kamera og metallisk look

Hvis vi nærstuderer det nye billede, er det tydeligt, at Nothings signatur-DNA – den gennemsigtige, industrielle bagside med synlige skruer – er bevaret. Men selve layoutet har fået en overhaling.

Ligesom på forgængeren Phone 3(a) er kameramodulet placeret horisontalt, men det sidder nu i en pilleformet ø, indrammet af et “frosted” mat-metallisk materiale. Billedet bekræfter desuden, at Phone (4a) beholder sit triple-kamera setup, hvor linserne sidder pænt på række. Vi kan dog krydse fingre for, at ultravidvinkel-linsen får en tiltrængt opgradering fra de 8 megapixel, den havde på Phone (3a). På siden af telefonen kan vi også spotte, at de beholder den ekstra “Essential Key”-knap.

Phone (4a) farver: Kommer den i pink?

Nothing phone (4a) Pink

Ja, det gør den i den grad! Et nyt lækket billede viser nemlig hele paletten af farver, som Phone (4a) forventes at lande i, og der er virkelig smæk på kulørerne denne gang.

Hvor Nothing traditionelt har holdt sig til et meget monokromt univers i sort, hvid og grå (med enkelte undtagelser), viser det nye lineup et langt mere legende udtryk. Udover de klassiske sorte og hvide/lysegrå modeller, kommer telefonen i en flot blå, en meget iøjnefaldende pink og en skrigende gul variant.

Det understreger tydeligt, at (a)-serien er Nothings “sjove” og mere ungdommelige linje, hvor der er plads til et frisk pust af farver i et ellers meget seriøst tech-marked.

Nothing phone (4a) alle farver

Glyph 2.0: En helt ny “Glyph Bar”

Nothing phone (4a) Glyph-bar

Den absolut største visuelle ændring finder vi i Nothings ikoniske lys-interface på bagsiden. De tre LED-striber, der plejede at omkranse kameramodulet på de tidligere modeller, er fjernet.

I stedet introducerer Nothing en nydesignet “Glyph Bar”, der er placeret diskret i højre side. Den består af syv små, firkantede mini-LED-lys i forlængelse af hinanden, afsluttet med en lille rød firkant i bunden.

Ifølge Nothing er disse nye lys hele 40 % lysere end dem, vi så på Phone (2a) og (3a). Med dette designskift ser det ud til, at det helt originale, vilde Glyph-interface nu er fortid. Nothing fjernede det fra flagskibet Phone (3), og nu udelader de det altså også på Phone (4a). Det bliver utrolig spændende at se, hvordan Nothings trofaste fans og markedet modtager denne nye, mere afdæmpede retning.

Hvad gemmer der sig indeni?

Selvom designet stjæler overskrifterne lige nu, forventer vi også solide opgraderinger under motorhjelmen, som vi tidligere har beskrevet her på Techsen:

  • Processor: Den almindelige Phone (4a) forventes at køre på en Snapdragon 7s Gen 4, mens Phone (4a) Pro sandsynligvis får en endnu kraftigere 7 Gen 4-chip.
  • Skærm: Rygterne peger på en 6.78-tommer OLED-skærm til standardmodellen og en lidt større 6.83-tommer skærm med lynhurtig 144Hz opdateringshastighed til Pro-modellen.
  • Batteri: Et flot 5.400 mAh batteri med 50W hurtigopladning skal holde standardmodellen kørende hele dagen.

Vi får alle detaljer, priser og funktioner bekræftet, når Nothing officielt lancerer (4a)-serien den 5. marts 2026.

Privatlivspolitik Cookiepolitik