Det er ikke bare den bedste Motorola-telefon, jeg har prøvet – det er ikke bare den bedste foldbare telefon, jeg har prøvet – det er den bedste telefon, jeg nogensinde har prøvet!
Og for at sætte det udsagn lidt i relief, så har jeg adgang til omkring 25 forskellige nye telefoner hvert år siden 2020. De eneste to, jeg vil sætte på samme piedestal, vil være Samsung S21 Ultra og en nutidig konkurrent fra i år: Samsung S26 Ultra. Den 2 år gamle Pixel 9 Pro XL vil jeg dog også nævne som en telefon, jeg var meget glad for i 2024. Det er en af den slags top-telefoner man kun meget sjældent støder på.
Hvorfor er Motorola Razr Fold så, så god? Læs med i min Motorola Razr Fold anmeldelse.
Det er den, fordi den har det vildeste kamerasetup, der matcher de fleste almindelige telefoners, den største skærm på 8,1″ åben og 6,6″ lukket, og det sjoveste UI! Hvad mere vil du have? Måske et batteri på 6000 mAh, der oplader til 100% på 51 minutter, og som du kan betjene under opladning, uden den svitser dine fingre? Og hvad med, hvis alt andet, den har, også er en glimrende daglig oplevelse? Så har du Motorola Razr Fold.
Den vinder selvfølgelig også prisen som Årets bedste foldbare 2026. Artiklen er på vej.

Om anmelderen: B. Techsen er vores foldbare telefon-ekspert. Han har den sjældne luksus at teste næsten alle foldbare telefoner, der kommer på markedet. Endvidere er han daglig bruger af “foldables”. Så modsat alle andre anmeldere, er det ikke en pludselig årlig oplevelse han beskriver.
De to spørgsmål, alle stiller til foldbare telefoner: Kan man se folden, og knækker den?
Ja, man kan se folden, men efter et par dage på sin nye foldbare SER man ikke folden længere! Det er lidt ligesom din kones bryster, der ikke er lige store. Det er ikke en faktor i længden, og du holder op med at bemærke det, når oplevelsen er så dejlig. Yderskærmen på 6,6″ er beskyttet af Gorilla Glass Ceramic 3, mens den indre foldeskærm på 8,1″ består af Ultra-Thin Glass understøttet med en indre titaniumplade.
Og knækker den? Nej, jeg har tabt Motorola Razr Fold på gulvet fra sofahøjde 5 gange i løbet af 2 måneder, og intet er sket endnu. Og jeg bruger den uden det medfølgende cover. Ved et uheld smuttede en tekop ud af min hånd og rikochetterede hen over forsideskærmen, hvorefter den ramte en væg og knækkede i tre stykker. Forsideskærmen fik kun en lille overfladisk 2 mm “slid”-rids af det. Hængslet i rustfrit stål er testet til 200.000 cyklusser, hvilket svarer til at åbne og lukke enheden 100 gange om dagen i 5 år. Den er bygget med en ramme i børstet aluminium og er IP49-certificeret.
Design og ergonomi
Når du holder telefonen i sammenklappet tilstand, så er det nederste venstre hjørne mere kantet end de øvrige hjørner, som er bløde og afrundede. Det er således ikke et problem, når du har telefonen åben, hvor den vil føles blød i alle hjørner. Og hvis du er hardcore fold-bruger, som jeg er, betjener man en foldbar telefon åben 95% af tiden. Husk på: Hvis du er i læsebrillealderen, er foldbare telefoner dit suverænt bedste valg! Du kan zoome ind og se tekst og billeder meget større, end på en almindelig telefon.
Rundt på siderne og på selve bagsiden bærer den en anelse præg af plastik. Men det accepterer jeg gerne, for en utrolig veludformet flot telefon, der er meget behagelig at betjene i hverdagen. Endvidere er det en af de eneste foldbare telefoner, som er nemme at åbne, fordi siderne har en let hældning indad, når den er lukket. Vægten er holdt nede på 243 gram, hvilket føles passende for så stor en telefon.
Forskærmen kurver ganske let ud over kanten. Nok til at den føles behagelig og samtidig ser super blæret ud. Og derfor anbefales det selvfølgelig at anskaffe panserglas til netop forskærmen, med det samme. Motorola Razr Fold kommer allerede med et bagcover og et forcover i kassen, men det beskytter altså ikke selve glasset på forskærmen.
Se nærmere om hele telefonen og designet i min unboxing-video her (fra min engelske Your Tech Friend kanal):
Batteri
Modsat hvad mange tror, er det hverken folden eller holdbarheden, der er det største problem på en foldbar telefon – men batteriet. Og her er Motorola Razr Fold heldigvis godt dækket ind, da den har et 6000 mAh-batteri, hvilket er over middel for de store foldbare. Du kan roligt regne med en dag ved tung brug. Og går du op i trådløs opladning, så klares det med 50W trådløst og 80W trådet – hvilket er hurtigt. Oven i det bliver den ikke varm imens du oplader, så du kan både spille og betjene den samtidig – utroligt lækkert!
Kamera – stort fokus på dette punkt
Motorola Razr Fold har det suverænt bedste kamerasetup på en foldbar. Bedømt som nummer 1 blandt foldbare telefoners kameraer af DXOMARK, hvor den får Gold.
Selvom den bruger AI, når du zoomer helt ind på teleperspektivet, så er resultaterne ofte meget imponerende. Og jeg er også begejstret for både selfielinsen og de øvrige linser.
Se nærmere i min Motorola Razr Fold kameratest video her (kommer straks):
Efter min mening er det kun foldbare telefoner, såsom Oppo Find N6 og OnePlus Open (ja, den 3 år gamle), der kommer i nærheden af Razr Folds kamera. Men her skal du så acceptere ColorOS som styresystem.
Pen med i boksen – hvad kan den bruges til?
Hurtige håndskrevne noter, markeringer på skærmbilleder og underskrift af PDF’er fungerer pennen godt til. En stylus og en blød 8,1″ foldeskærm lyder i mine ører som en opskrift på katastrofe og ridsede skærme. Men sådan er det ikke med Razr Fold: Spidsen er blød og eftergivende, så skærmen tager ikke skade, og den virker endda direkte på forsideskærmen også. Det er en dejlig luksus, at den ligger gratis med i kassen, mens konkurrenterne flår dig for en tusindlap for noget tilsvarende.
UI og software
Styresystemet er altid lidt en smagssag, men Hello-UI er bare min favorit iblandt styresystemer, sammen med Pixel UI. Og det der med, at du stadig kan dobbelthugge for at aktivere lommelygten – om aftenen og om natten er det bare guld. Og Motorola har faktisk gjort noget ud af det denne gang – der er virkelig mange softwaredetaljer, man støder på, specielt tilegnet Razr Fold!
Jeg er en utålmodig sjæl og bliver hurtigt træt af ting, så en telefon, der stadig kan give mig nye oplevelser efter flere måneders brug, er imponerende. Og hvis Motorola tilmed laver årlige software-fornyelser, så er den et endeløst “treasure trophy”. Der er både Android- og Motorola-specifikke ting, du kan tilrette.
Underpunkt: AI
Apropos software, så har Motorola nylig tilføjet deres egen “Gemini”-mulighed, hvor du kan sige “Hej Qira” i stedet for “Hey Google”. Problemet med den AI-assistent er, at den kun taler engelsk, så dens brug er begrænset. Jeg vælger kun at bruge Hey Google, som stadig virker, da Qira stort set ikke har nogen funktioner jeg mangler (nærmest kun Creator Zone er lettere interessant).


Udover Gemini og Qira benytter Razr Fold både Perplexity og Copilot, hvilket er helt almindelig overkill. Men jeg tænker, at Motorolas approach er at finde ud af hvad brugerne BRUGER, og så raffinere det og koge det ned hen ad vejen.
2 nødvendige tips til din Razr Fold
- Under Apps: Bed den om at åbne alle apps i fuldskærmstilstand. Ellers vil den forsøge at åbne nogle apps i et smalt format, selvom du åbner inderskærmen.
- Indstillinger: Søg på “del skærm”, navigér til “smart forslag” og slå det FRA. Ellers foreslår den andre apps, hver gang du åbner din inderskærm, hvilket er utrolig irriterende.
Udvalgte stats
| Egenskab / Maskinrum | Motorola Razr Fold | B. Techsens Kommentar |
|---|---|---|
| Skærme | Indre: 8,1″ LTPO P-OLED (120Hz, 2K) Ydre: 6,6″ P-OLED (165Hz) |
Største skærmstørrelse for denne type fold, der giver mening. |
| Processor & RAM | Snapdragon 8 Gen 5 (3 nm) 16 GB RAM / 512 GB lagring |
Top-ydelse. Trækker alt uden sved på panden og UFS 4.1. |
| Kameraer | 50 MP hoved (OIS) + 50 MP ultrawide + 50 MP periscope tele (3x zoom) Selfie: 32MP ind / 20MP ydre |
DXOMARK Gold-vinder. Det suverænt bedste kamerasystem på en foldbar telefon til dato. |
| Batteri & Opladning | 6000 mAh 80W trådet / 50W trådløst |
Over middel for foldbare. Holder en fuld dag med tungt brug, og opladningen gør dig glad. |
| Holdbarhed & Byggekvalitet | IP49, rustfrit stål-hængsel, aluminiumsramme, Gorilla Glass Ceramic 3 | Føles lidt af plastik “au naturel”, men tåler tæsk og holder til hverdagen. |
Note: Det helt firkantede format, når du åbner telefonen, er på vej af mode, men hvis du er old school som mig og godt kan lide at spille både skak og whist af og til, så er det bare altid tiders.
Pris for Motorola Razr Fold
Jeg købte min brugt på DBA for 6.500 kr., fordi den havde fået en minimal ridse på forskærmen. Den billigste pris jeg ellers kan finde er på Amazon.de hvor den står til 9.810 kr. og du kan også købe den hos Refurbed for omkring de 10.000 kr. Ellers ligger prisen på 12.499 kr. hos Motorola selv. Alt over 8000 kr. synes jeg er en vild pris for en mobiltelefon. Men er du typen der gerne betaler den slags penge, er Motorola Razr Fold den bedste telefon til pengene.
Plusser og minusser
Plusser:
- Det er den bedste telefon, du kan få fat i i 2026 som samlet pakke.
- Suverænt bedste kamerasetup på en foldbar.
- Fantastisk batteri og lynhurtig opladning.
- Gratis pen i boksen og fantastisk Hello-UI.
Minusser:
- En størrelse på 8,1 tommer når den er åbnet, må være det absolut største for en foldbar. Jeg kan ikke forestille mig, at de kan blive større, for så skal du have meget store hænder.
- Plastikfølelsen, som telefonen har au naturel, føles ikke high-end. Men det er et valg, de har taget for at holde vægten nede på 243 gram.
- Motorolas rygte om ikke at levere langtidsholdbare opdateringer (dette er selvfølgelig en gisning).
Konklusion
Det er en af de her telefoner, hvor du tænker “den har alt”, og hvor mange andre telefoner fejler, så HAR Motorola Razr Fold FAKTISK ALT. Jeg tænkte også på at kalde artiklen Verdensmester i overkill – fordi den forsøger alt. Det er meget sjældent, at en producent rammer rigtigt første gang, som med det store fold-format jo er for Motorola. Men Motorola viser hvordan den skal skæres, med den bedste foldbare telefon i 2026. Og når foldbare telefoner er bedre end almindelige efter min smag, så er det også Årets Telefon. 10 ud af 10 eller 5/5 Google stjerner – bedste telefon jeg nogensinde har haft.

Læs også
-
Nothing skruer voldsomt op i 2027: Mindst seks-syv nye telefoner på vej
-
Årets lille telefon 2026: Vinderen bliver først lille, når du klapper den sammen
-
Samsung Galaxy S27 Ultra skrotter ikonisk kamera: Nye lækager afslører tre kameraer og Qi2-magneter
-
Realme 16 Pro anmeldelse: Er dette telefonen, der skal erstatte OnePlus i Danmark?
-
Anmeldelse: OPPO Find X10 Pro Max – Min drømmetelefon, der giver mig mareridt

1 thought on “Motorola Razr Fold anmeldelse: Kongen af kompromisløs overflod 2026”
Comments are closed.