Som inkarneret Android-mand, har jeg i årevis været forarget over Apples prissætning for minimale opdateringer, genbrugte designs, færre features end Android-konkurrenterne – og samtidig en skyhøj prissætning. Jeg anerkender dog de områder, hvor Apple historisk set har været bedst: Deres chips er lynhurtige, deres videokvalitet er standard-referencen andre sigter imod, og Apples evne til at tjene penge er second to none. Men jeg, og sikkert også mange andre, vægter innovation højt – og netop dér har Apple haltet bagefter.
Men med iPhone 17-serien er det første gang i årevis, at jeg må tage hatten af for Apple.
Apple ændrer strategi: Fra profitfokus til brugerfokus
Apple har historisk leveret basismodeller med alt for lidt hukommelsesplads og skærme på bare 60 Hz på basismodellen, mens Android-brugere i årevis har haft 120 Hz som standard og langt mere plads til prisen. Det er slut nu: alle iPhone 17-modeller kommer med minimum 256 GB lagerplads og 120 Hz skærm. Det er ikke bare en teknisk opdatering – det signalerer at Apple nu vil følge med tiden.
I videoen herunder kan du se hvordan Apple er gået fra at være innovations-drevet under Steve Jobs, til nærmest rendyrket profitdreven forretning under Tim Cook. Tag dog ikke fejl af at Steve Jobs også var en skrap prissætter med øje for profit. Men imens at Apples egen udviklingsafdeling altid stod klar til at modtage, når Steve Jobs kom forbi til inspektion, så er Tim Cook mere årets gæst i Apples udviklingsafdeling. Og det forklarer de mange års gabende kedelige, og teknologisk utilfredsstillende lanceringer.
Kameraet i iPhone 17-serien: Fusion-teknologi og stærkt nyt selfie-kamera
Men nu har bl.a. kamera-delen fået et løft med Fusion-teknologien. Den kombinerer linser og software til bedre billedkvalitet, og er nu integreret i alle modeller. Det nye selfie-kamera skiller sig især ud med flere avancerede funktioner, bedre portrætter og forbedret video – perfekt til både hverdagsbrug og content creators.
(Læs alt vi ved om iPhone 17).

iPhone 17 Pro: Nyt design, nye materialer og bedre køling
Og innovationen har set et løft og Apple har designet Pro-modellen helt fra bunden. Den er bygget i nye materialer, med et nyt look og – måske vigtigst – et klart fokus på kølingen, som har været rapporteret problem på iPhone 15 Pro og 16 Pro. Det er en yderst kærkommen fornyelse, og at prisen kun er steget med 500 kr. i forhold til sin brandvarme forgænger, virker således mere i orden.
Læs vores første indtryk af iPhone 17 Pro her (På vej!).

iPhone 17 Air: Tyndt design, findes køberen?
Apple introducerer også en helt ny variant: iPhone 17 Air. Den er spændende, fordi den udfordrer grænserne for, hvor tynd en smartphone kan være. Men der er et par klare spørgsmålstegn:
- Den er udstyret med A19 Pro-chippen, hvilket i et så tyndt chassis potentielt kan give udfordringer med varmeudvikling.
- Den har kun ét bagkamera – hvilket virker underligt fattigt, når prisen samtidig er så høj.
- Monohøjtaler og ingen SIM -kort skuffe, så kun E-Sim.
Man kan derfor spørge, om iPhone 17 Air egentlig giver mening? Samsung forsøgte noget lignende med Galaxy S25 Edge, og den fik en temmelig lunken modtagelse. Er der virkelig et marked for en tynd, dyr telefon, hvor kompromiserne er så tydelige?
Læs vores første indtryk af iPhone 17 Air her. (På vej!)

Apple har gjort klar til AI
Apple satser nu mere på AI end tidligere. A19/A19 Pro-chippen har en 16‑core Neural Engine, der håndterer alt fra kamera‑tricks til Siri og andre smarte funktioner direkte på telefonen. Det minder funktionelt om Googles TPU‑chips, men er Apples egen løsning – som nu er klar til at levere AI-lækkerheder til dig. På TIDE siger vi på Techsen redaktionen, efter at bl.a. Google Pixel telefoner har haft velfungerende AI i 2 år nu!
Den mest sympatiske Apple-lancering i årevis
Så hvor Apple i mange år har forsøgt at optimere profit under Tim Cook, er det tydeligt, at de denne gang har forsøgt at levere reelt nye produkter. Gået lidt tilbage til Steve Jobs-stilen kan man sige, og det gør iPhone 17-serien til den mest sympatiske lancering fra Apple i årevis.
Og for første gang i mange år føles det som om, at Apple-kunderne nu får noget for pengene. Og som Android-mand må jeg i denne omgang sige: Bravo, Apple!