Hvert efterår sidder vi klar, når Apple præsenterer deres nye kreationer, og i år var ingen undtagelse. Midt i de forventede opdateringer dukkede der dog en helt ny model op: iPhone 17 Air. Ved første øjekast er den alt, hvad man kunne drømme om. Det er den tyndeste iPhone nogensinde – kun 5.6mm og kun 165 gram, et teknologisk vidunder pakket ind i et design, der får hjertet til at slå hurtigere.
Men når den første forelskelse har lagt sig, og man kigger på specifikationerne og prisskiltet, melder den danske fornuft sig. For iPhone 17 Air er en telefon fuld af modsætninger. Den har en kraftigere chip end standardmodellen, men ofrer samtidig vigtig en kamerafunktion. Mere om den senere.
Den er en telefon, som mange vil begære for sit udseende, men som kun få i sidste ende bør lægge deres penge for. Det er den klassiske kamp mellem hjerte og hjerne, og i dette tilfælde peger alt på, at hjernen bør vinde.
Designet: Den Uimodståelige Tiltrækning
Der er ingen vej udenom: iPhone 17 Air er en designmæssig genistreg. At den er den tyndeste iPhone nogensinde er ikke bare en marketingsfloskel; det er noget, der kan mærkes med det samme, når du tager den i hånden. Den er let, elegant og føles næsten futuristisk. For den bruger der vægter æstetik og følelsen i hånden over alt andet, er Air-modellen en øjeblikkelig vinder. Det er dens absolut største og mest uomtvistelige styrke. Næsttyndeste iPhone nogensinde var iPhone 6s Plus, der ligeledes havde en 5,5″ skærm og gav lidt af den samme feel.
På Techsen-redaktionen glæder vi os specielt til, at se om den klarer Jerry Rigg’s telefonknækkertest, og vi opdaterer denne artikel så snart den video er klar.

En Pro-chip med Forbehold
På papiret lyder det imponerende. iPhone 17 Air er udstyret med A19 Pro-chippen, den samme som i de dyrere Pro-modeller, og en chip, der er kraftigere end A19-chippen i den almindelige iPhone 17. Det giver adgang til lynhurtig performance og de mest avancerede AI-funktioner.
Men her melder det første forbehold sig. Kan så ekstremt tyndt et design overhovedet håndtere den varme, en Pro-chip udvikler under pres? Køling er altafgørende for vedvarende ydeevne. Uden et effektivt kølesystem, som specielt iPhone 17 Pro-modellerne har sikret risikerer man, at chippen hurtigt må drosle ned for farten for ikke at overophede. Man kan altså ende med at betale for Pro-kræfter, man kun kan bruge i meget korte glimt.
Vores erfaring på Techsen med tynde telefoner er, at de ikke klarer sig godt i stress-tests, og derved heller ikke længere sessioner ved høj ydelse: F.eks hvis du optager 4K video, og spiller spil i lang tid. Vi forventer et tab ned til omkring 40% af Max-ydelse, ligesom andre tynde telefoner gør, f.eks. Samsung S25 Edge og Samsung Z Flip 6.

Akilleshælen: Hvor forsvandt kameraet hen?
I kameradelen finder vi det mest uforståelige kompromis. I en tid, hvor mobilkameraet er blevet et af de vigtigste værktøjer for de fleste, kommer iPhone 17 Air med kun ét enkelt kamera på bagsiden.
Ja, det ene kamera er uden tvivl af høj kvalitet og vil tage glimrende billeder i mange situationer. Men vi er i 2025. At lancere en telefon til 8.999 kr. uden en ultravidvinkel- eller telelinse er ikke tilstrækkeligt, mener vi på Techsen. Man mister kreativ frihed og alsidighed, som selv den billigere standard iPhone 17 tilbyder, med sit dobbelte kamera-system. Det er en besparelse, der simpelthen føles for voldsom.
Og ved et kig tilbage i analerne, har vi ikke kunne finde en tidligere iPhone med kun 1 kamera, til så dyr en pris som 8.999 kr. Bedste bud er den 10 år gamle iPhone 6s Plus der stod til 8.499 kr.
Prisen og det dårlige regnestykke
Og så kommer vi til det, der afgør det hele for de fleste danskere: prisen.
- iPhone 17 (A19-chip, dobbeltkamera): 7.499 kr.
- iPhone 17 Air (A19 Pro-chip, enkeltkamera): 8.999 kr.
Regnestykket er brutalt. For en merpris på 1.500 kr. får du et tyndere design og en potentielt hurtigere chip (med forbehold for køling), men du mister et helt kamera.
For den gennemsnitlige danske forbruger, der elsker at få noget for pengene, er dette en umulig handel at forsvare. Man betaler markant mere for et produkt, der på et af de allervigtigste punkter – kameraet – er en klar nedgradering i forhold til den billigere model.

Konklusion: Beundr den, men tænk dig om før du køber
iPhone 17 Air er en niche-telefon for design-puritanere, der er villige til at ofre grundlæggende funktionalitet for æstetikkens skyld. Den er et smukt stykke ingeniørkunst, der viser, hvad Apple er i stand til rent designmæssigt.
Men som et produkt for det brede marked falder den umiddelbart igennem. Den er for dyr i forhold til de kompromiser den laver. Den potentielle gevinst ved Pro-chippen overskygges af tabet af et alsidigt kamerasystem, og kortere batteritid.
Så skal du vælge iPhone 17 Air? Nedenunder har jeg lavet en lille tabel som gerne skal hjælpe dig med at vælge mellem iPhone 17 og iPhone 17 Air:
Vælg iPhone 17 Air HVIS: | Vælg iPhone 17 HVIS: |
Design og lethed er det absolut vigtigste for dig | Et afprøvet design er det vigtigst for dig. |
Du kun har brug for en dags batteri. | Du har brug for mere fleksibilitet i batterilevetiden. |
1 bagvendtkamera er rigeligt! | Du har brug for et større fotografi-kit i din lomme. |
Du er ligeglad med normalt SIM-kort og stereolyd | Du har brug for SIM-kort og stereolyd |
Vores råd her på Techsen.dk er derfor klart: Nyd synet af iPhone 17 Air i butikkerne. Beundr hvor tynd den er. Men når du skal have pungen op af lommen, så køb den almindelige iPhone 17. Du sparer 1.500 kr. og får en langt mere komplet og fornuftig telefon for pengene.