Sidste år tog iPhone 16e de danske forbrugere med storm ved at tilbyde flagskibs-funktioner til “en mere spiselig pris”. iPhone 16e koster endnu 3.888 kr. fra ny, hvilket du kan få en glimrende brugt iPhone 15 for. Nu har Apple trukket stikket til efterfølgeren, iPhone 17e, og opgraderingerne er til at tage at føle på. Det gælder især lagerplads og rå muskelkraft.
iPhone 16e bød ikke på de store revolutioner, men med annonceringen af iPhone 17e har Apple valgt at ryste posen grundigt. Tech-giganten afslører en telefon, som på flere områder truer med at gøre de dyrere Pro-modeller rangen stridig for den almindelige forbruger.
Vi har dykket ned i specifikationerne, og her er alt, du skal vide om Apples nye budget-konge.
Endelig et opgør med pladsmanglen
Den måske mest kærkomne nyhed for de danske købere er, at Apple endelig hæver bunden for, hvor lidt plads en ny iPhone kan have.
iPhone 17e starter nu på 256 GB lagerplads som standard. Det er en fordobling i forhold til forrige generation, og bedst af alt: Apple har valgt at fastholde startprisen. Det betyder, at du får den nye iPhone 17e (256 GB) for 5.499 kroner.
A19-chip og et massivt boost til batteriet
Under overfladen har Apple udstyret telefonen med deres nyeste A19-chip, der er bygget på avanceret 3-nanometerteknologi. Ifølge Apple selv betyder det en processor, der er op til dobbelt så hurtig som den, der sad i den gamle iPhone 11, hvilket er gode nyheder for dem, der overvejer at opgradere fra en ældre model.
Men den reelle hverdagsfordel ligger i det nye, indbyggede C1X-modem. Det er ikke bare dobbelt så hurtigt som i forgængeren; det bruger hele 30 procent mindre strøm end modemmet i iPhone 16 Pro. Sammen med iOS 26 bør det udmønte sig i en markant forbedret batteritid.
Når telefonen endelig skal lades op, er der også godt nyt. Apple har opgraderet den trådløse MagSafe- og Qi2-opladning til 15W – en fordobling af hastigheden fra iPhone 16e – men stadig MARKANT langsommere end på de nyeste smartphones i dag.

48 megapixel og skarpere skærm
Kameramodulet på bagsiden byder på et 48 megapixel Fusion-kamera. Det smarte ved denne løsning er, at Apple bruger sensoren til at levere et optisk 2x tele-zoom, så du reelt får fornemmelsen af at have to kameralinser i én.
Skærmen er fortsat en 6,1-tommer Super Retina XDR-skærm, men den beskyttes nu af Ceramic Shield 2. Apple lover, at dette glas er tre gange mere ridsefast end forrige generation, og at det kommer med en forbedret antirefleks-belægning, så det er nemmere at bruge telefonen ude i forårssolen.
Klar til Apple Intelligence (også på dansk)
Med iOS 26 understøtter iPhone 17e naturligvis Apple Intelligence. Det introducerer funktioner som Visuel intelligens, hvor du kan pege kameraet på objekter og få informationer frem på skærmen.
Som en vigtig detalje nævner Apple i deres lancering, at Apple Intelligence-betaen nu officielt understøtter dansk sprog, hvilket åbner for en lang række nye funktioner, som tidligere har været låst til det amerikanske marked.

Pris og tilgængelighed i Danmark
iPhone 17e kan forudbestilles herhjemme fra onsdag den 4. marts kl. 15:15, og de første modeller lander i butikkerne ugen efter, onsdag den 11. marts. Den fås i farverne sort, hvid og en helt ny “sart rosa”.
Læs også
-
HONOR spænder for alvor musklerne på deres MWC 2026-event
-
Brugt iPhone Guide 2026: Se Techsens Top 10
-
Slut med at eje dine apps? Apple går i Adobe-fælden
-
Google Nano Banana 2: Googles nye AI-billedgenerator forstår verden i realtid
-
Sådan ser Nothing Phone (4a) ud – og her er alle farverne og ny Glyph bar
