Google Pixel 10a. Foto: Techsen.dk

Google Pixel 10a. Foto: Techsen.dk

Google Pixel 10a tør gøre “ingenting” (og det er nok genialt)

Når jeg som anmelder har haft Googles nyeste mellemklasse-telefon i lommen i en uges tid, er det svært at stampe en decideret begejstring op af jorden. Den opfinder ikke den dybe tallerken, og den gør intet revolutionerende. Men kigger jeg på den med helt almindelige forbrugerbriller, er telefonens bevidste “kedelighed” måske dens allerstørste styrke. Her kommer min Google Pixel 10a anmeldelse.

Når jeg tester smartphones året rundt, leder jeg konstant efter det næste store tech-fix. Et vildt design, et vanvittigt kamera eller en skør folde-mekanisme. Google Pixel 10a leverer intet af dette. Det er bare en helt fin telefon.

Men det er også vigtigt at komme ned på jorden. Sidder du lige nu med en aldrende Pixel 7a eller 8a, vil du uden tvivl blive utroligt glad for opgraderingen. Og står du med en ældre iPhone og er fristet af at skifte til et helt andet styresystem, er det her et af de absolut bedste steder at starte. Google har endda gjort det endnu lettere ved at inkludere Hurtig deling (Quick Share), der nu fungerer gnidningsfrit sammen med Apples AirDrop, så du let kan flytte filer mellem Android og kompatible iPhones.

Googles 'Quick Share' virker nu med Apples 'AirDrop'. Foto: Techsen.dk
Googles ‘Quick Share’ virker nu med Apples ‘AirDrop’. Foto: Techsen.dk

Et iOS-hjerte i en Android-krop

Selvom det utvivlsomt er Android (telefonen er lanceret med Android 16), har Googles rene version af styresystemet en helt særlig appel. Det er noget, jeg har rost siden den første Pixel ramte de danske breddegrader, og det vil jeg blive ved med.

Styresystemet fremstår utroligt stilrent, alt spiller gnidningsfrit sammen, og det har en helt særlig “iOS-følelse” over sig, som især en iPhone-bruger som mig selv er ret vild med. Under motorhjelmen drives det hele frem af Googles egen Tensor G4-chip med 8 GB RAM. Den sørger for, at de indbyggede AI-funktioner, som Gemini Nano, kører lynhurtigt og problemfrit lokalt på enheden.

Kameraet: Stadig det stærkeste kort

Hvis der er én grund til at købe en Pixel-telefon, er det kameraet. På bagsiden sidder et dobbelt kamerasystem med en 48 MP hovedsensor og et 13 MP ultravidvinkelkamera. Og det leverer varen.

Det, der for alvor løfter oplevelsen, er de nye AI-værktøjer, som Google har introduceret. For første gang i A-serien får vi Kameraassistent (Camera Coach), der bruger Gemini til at guide dig til den bedste komposition af dit billede direkte på skærmen. Det er genialt, hvis du lige mangler det sidste “øje” for det gode motiv.

Samtidig er funktionen Tilføj mig (Add Me) blevet forbedret, så den nu ikke kun kan håndtere større grupper, men også fuldt ud understøtter kæledyr! Du tager simpelthen det første billede, bytter plads med en af personerne, og telefonen sætter automatisk jer alle – inklusiv hunden – ind i det samme færdige gruppebillede. Det er “point-and-shoot” i absolut særklasse.

Google Pixel 10a's fantastiske kamera. Foto: Techsen.dk
Google Pixel 10a’s fantastiske kamera. Foto: Techsen.dk

Designet falder heldigvis helt fladt

Noget af det fedeste ved forrige års model var designet, og her har Google faktisk finpudset detaljerne yderligere.

Kameramodulet er nu sunket et stykke ind i telefonens bagside. Resultatet er en telefon med et fuldstændigt fladt design. Den vipper overhovedet ikke, når den ligger med bagsiden mod bordpladen. At selve bagsiden stadig er bygget i plastik, ændrer intet – det er et kompositmateriale med en mat overflade, og sammen med den glatte aluminiumsramme føles det ganske solidt og tåler både støv og vand med sin IP68-klassificering.

Blå Pixel 10a = Blå himmel. Foto: Techsen.dk
Blå Pixel 10a = Blå himmel. Foto: Techsen.dk

Hvor er Pixelsnap, Google?!

Der er dog én ting, jeg vil nævne, som jeg har svært ved at sluge. Hvorfor er der ikke Pixelsnap i den her telefon, Google?

Pixel 10a har ganske vist trådløs opladning på 10W, men jeg kan simpelthen ikke bruge den i holderen i bilen eller på laderen ved natbordet, fordi den ikke kan sidde fast. Den glider simpelthen af. Det synes jeg faktisk er for dårligt.

Som en form for kompensation er der Pixelsnap i Googles egne covers. Men hvis jeg tvinges til at smække et cover på, mister telefonen jo lidt charmen ved at være tynd og have et fladt kamerahus. Her ville jeg helt bestemt hellere have haft en telefon, der var en smule tykkere, for at få plads til magneterne.

Kompromisser og en massiv opgradering

Jeg kommer ikke udenom, at de sorte kanter omkring den 6,3-tommer store skærm er tykke. Men hey, efter et par dages brug lægger man ikke mærke til det.

Hvad man til gengæld lægger mærke til, er ladehastigheden og lysstyrken. Skærmen har fået et boost til hele 3000 nits peak brightness, hvilket er den lyseste Pixel-skærm i A-serien nogensinde. Og på batterifronten har Google sprunget fra 23 W på forgængeren til hele 45W kablet opladning på Pixel 10a. Det er en kæmpe forbedring, som sagtens kan mærkes i hverdagen. På trods af, at 45W i virkeligheden er skuffende lidt, for en ny telefon i 2026.

Specifikationer

Konklusion

Google Pixel 10a er beviset på, at man ikke behøver gøre alt muligt vildt for at lave en fremragende telefon. Med 7 års fuld software- og sikkerhedsopdatering og introduktionen af SOS-meldinger via satellit – en første for A-serien – har du en telefon, der fungerer fejlfrit i årevis.

Nogle gange er “ingenting” mere end rigeligt. Og i dette tilfælde er det også nok til, at jeg tildeler Pixel 10a “Techsen Anbefaler”.

Techsen Anbefaler NEW big

Læs vores anmeldelse af sidste års Pixel 9a her.

Privatlivspolitik Cookiepolitik