DDR-funktionen (Digital Demokratisk Restriktion) DR Dongle

DDR-funktionen (Digital Demokratisk Restriktion) DR Dongle

Lovpligtig DR-dongle til dit TV fra 2027

Fra 2027 bliver DR’s nye dongle lovpligtig at montere på alle danske fjernsyn. Formålet er to-delt og bekymrer danskerne!

I et forsøg på at sikre nødberedskabet og dansk kultur, har DR, Forsvaret og Kulturministeriet sammen udviklet en dongle, der fra næste år er et ufravigeligt lovkrav i de danske stuer.

Første formål: Stuesirene ved kriser:

Hvis der opstår en krise, kan donglen over-rule hvad end du ser eller laver på dit TV og springe direkte over på TV Avisen. Har du ikke dit TV tændt, lyder der en lille sirene og derefter tændes dit TV og viser TV Avisen. Det synes vi her på Techsen er smart. Men anden del af donglens funktion giver dog grobund til bekymring og forundring.

Andet formål: DDR-funktionen (Digital Demokratisk Restriktion)

Softwaren i donglen er designet til aktivt at overvåge hvad du ser. Ud fra de officielle specifikationer står det også klart, hvad hardwaren er i stand til. Hvor vi normalt blot bliver monitoreret via software, bliver det nu suppleret med hardware. Donglen har en indbygget mikrofon og en ny type kamera kaldet “flueøje”, som består af 3000 små linser der kan se alle veje ud gennem donglen. Hvorfor hardwaren både skal kunne lytte og se med i din stue, kan du se sidst i artiklen, men her er nogle af Donglens øvrige funktioner:

  • DDR-funktionen: For at låse op for X Factor fredag aften, skal man fremover først bestå en multiple-choice quiz på skærmen om ugens Deadline-udsendelse.
  • Proaktiv Public Service: Har systemet registreret for meget amerikansk reality-tv i en husstand, afbrydes signalet midlertidigt. Tv’et låses i sort/hvid og viser udelukkende Folketingets talerstol og “Der Alte“, indtil en vis tid er gået.
  • DR dufter. Donglen er udstyret med et lille kammer, som man ugentligt skal fylde op med husholdningsammoniak. Ud fra ammoniakken kan maskinen syntetisere lugte, der passer til det program man ser. Resultatet er, at stuen kommer til at lugte af hestemøg, når Bonderøven ruller over skærmen, eller af sure tæer og prut, hvis du ser Sommerdahl.

Sidstnævnte er en smart feature synes vi på Techsen, bare ærgerligt at den kun kan gengive lugte forbundet med noget øv-agtigt.

Donglen forventes udrullet i foråret 2027. Selve hardwaren finansieres igennem licensen, men dunken med ammoniak skal man hente for egen regning.

Danskere i chok og Don Corydon forklarer

Danskere er mildest talt chokerede over indgrebet i privatlivets fred og spørgsmålet om GDPR. Hvorfor skal hardwaren både kunne lytte og se hvad vi laver? Generaldirektør for DR, Don Corydon forklarer: “Der kommer en tid hvor man enten må agere eller reagere. I det verdensklima vi har nu, har vi i denne situation har valgt at agere for at sikre DDR, øhh, jeg mener Danmarks fremtid. Erich Honecker ville være stolt, undskyld, jeg mener Mette Frederiksen er stolt, nu”, slutter Corydon.

Vil du læse om endnu en skuffende beslutning fra DR, så læs sidste års artikel om “DR’s Egenproduktion Bliver AI-Serier og ‘Reagerer på“.

Privatlivspolitik Cookiepolitik