Vi skriver starten af 2026. Rygtetrommerne om den næste generation buldrer allerede. Men hvordan står den nuværende Samsung topmodel i dag? Er den værd at smide penge efter nu, eller skal du vente på S26 Ultra? Læs med i vores Samsung Galaxy S25 Ultra anmeldelse 2026.
Samsung Galaxy S25 Ultra har været på markedet i snart et år. Og derfor er prisen også faldet godt. Vi har testet den igen i hverdagen for at se hvor den står, nu hvor afløseren står og banker på døren.
Design: Behagelig at holde på
Samsung Galaxy S25 Ultra tager alt det gode, vi kender fra S24 Ultra. Men denne gang med en vigtig ændring. Hvor S24 Ultra var berygtet for sine skarpe, kantede hjørner, der gnavede i håndfladen, har Samsung lyttet til kritikken.
S25 Ultra byder på et mere afrundet design. De kurvede hjørner gør telefonen væsentligt mere behagelig at holde om. Især hvis du bruger den i længere tid. Det er en subtil ændring visuelt, men en kæmpe opgradering ergonomisk. Det føles bare mere “rigtigt” i hånden.

Skærmen: Stadig markedets bedste
På forsiden finder vi Samsungs glamournummer. Skærmen er helt igennem fantastisk. Den indbyggede reflektive belægning, som vi også så på forgængeren, mindsker solens genskin effektivt. Farveægtheden sidder lige i skabet.
Telefonen er en FANTASTISK multimedieoplevelse.
Er dit primære brug af en mobil at streame og se YouTube, så er Samsung S25 Ultra en af de bedste telefoner til opgaven. Den bringer daglig stor tilfredshed med sin 6,9″ skærm.
Lydkvalitet: Nu med bund i
En af de få steder, hvor S25 Ultra faktisk trækker fra sin forgænger, er på lyden. Højttalerne har fået et løft. Der er kommet mere “kød” i lydbilledet.
Især i de lave toner (bassen) mærker man forskellen. Lyden er mere fyldig og tung end på sidste års model. Samsung har dog stadig et lille stykke vej, før de rammer samme niveau som de bedste konkurrenter på markedet. Men det er et skridt i den rigtige retning.
Specifikationer i kort overblik
| Funktion | Galaxy S25 Ultra |
| Skærm | Stor 6,9″ AMOLED, 120 Hz med “sideskygge” |
| Processor | Snapdragon 8 Elite: Topklasse flagskibs-chip |
| RAM | 12-16 GB afhængig af model |
| Lager | Hurtig UFS 4,0 lagring |
| Batteri | 5000 mAh |
| Opladning | 45W hurtigopladning |
| Stylus | Indbygget S Pen (uden bluetooth) |
Du kan sammenligne S24 Ultra, S25 Ultra og S26 Ultra’s specifikationer her.
Software og AI: Stabil og fremtidssikret
På softwaresiden kører One UI stabilt og hurtigt. Samsung har inkorporeret deres Galaxy AI dybt i systemet. Funktioner som Live-oversættelser, resumé af noter og den smarte “Circle to Search” fungerer upåklageligt.
Billedredigering med generativ udfyldning er sjovt og brugbart, og sammen med Pixel har Samsung pt. de bedste AI-løsinger til fotos. Systemet er brugervenligt uden at begrænse din frihed. Med løftet om 7 års softwaresupport (6 år fra nu) er telefonen sikret langt ud i fremtiden. Det er et stort plus, hvis du planlægger at beholde den længe.
Kameraet: Glimrende, men stilstand
Kamera-setupet består af en 200 MP hovedsensor, en 50 MP ultravidvinkel og to telelinser (5x og 3x zoom). Det lyder imponerende på papiret. Problemet er bare, at vi har set det før.
Der er ingen synlig opgradering fra S24 Ultra. Billeder taget på tværs af de to telefoner ligner hinanden til forveksling. Uanset hvilke indstillinger du piller ved. Det tager fantastiske billeder, bevares. Men hvis du forventede et spring i kvalitet, bliver du skuffet. Det er “genbrug” på højt niveau.
Batteri: Godt, men konkurrencen er nu voldsom
Opladningen foregår stadig ved 45W. Det er fint, men ikke prangende sammenlignet med kinesiske konkurrenter. De har større batterier og oplader hurtigere.
- 0-50%: Tager cirka 25 minutter.
- 0-100%: Tager cirka en time.
Du kommer nemt igennem en dag, men du skal stadig sætte tid af til opladningen.
Konklusion og priser i start 2026
Samsung Galaxy S25 Ultra er en solid og god telefon. Den fejler intet, udover at det er lidt småt med hardware-fornyelsen. Så er det op til dig, om du vil betale for det? De billigste priser vi kan finde online netop nu er omkring 7000 kr. fra ny, og det er stadig mange penge for en 1-årig gammel mobil.
På DBA kan den findes ned til 6000 kr. her i starten af 2026, og den pris virker rigtig! Kommer vi ned på 5000 kr. i løbet af 2026 har du en sikker vinder!
S25 Ultra er dog i et mærkeligt vakuum. Den er for dyr i forhold til S24 Ultra (som netop kan fås til netop 5000 kr. på DBA (og stadig har 5 års support tilbage)), og for tæt på lanceringen af S26 Ultra, som disse ord skrives, til at det er en “Techsen anbefaler“.
Samsung Galaxy S26 Ultra skulle efter sigende kunne forudbestilles umiddelbart efter et rygtet Samsung event den 25. februar 2026. Den officielle salgsstart bliver, ligeledes ifølge rygter, onsdag den 11. marts 2026.

Vi har også anmeldt den tynde S25 Edge – læs med her.
Tak fordi du læste med i vores Samsung Galaxy S25 Ultra anmeldelse 2026.
Læs også
-
Samsung Galaxy Z Flip7 anmeldelse: Den (næsten) perfekte influencer telefon
-
Samsung Galaxy S25 FE anmeldelse: Prisfald gør den til en sikker vinder
-
Huawei er tilbage: Honor Magic 8 lite anmeldelse
-
Honor – det nye Huawei: Honor Magic8 Pro anmeldelse
-
Er dette verdens mest robuste telefon? Xiaomi klar med ny Redmi Note 15-serie
