Er Huawei tilbage? Ja og nej. Vi har testet Honor Magic 8 Lite, der holder strøm i 4 dage, overgår den bedste Samsung S25 Ultra i skærmlysstyrke og kan tåle at blive tabt fra 2.5 m. Den repræsenterer den billigste løsning fra Honors “Magic”-serie. Læs med her i vores Honor Magic 8 lite anmeldelse.
Hvis du kan huske de legendariske Huawei P10, P20 og P30-serier, så vil navngivningen på den nyeste serie fra Honor i 2025/2026 virke bekendt. Honor kører nemlig præcis samme strategi med endelserne: Honor Magic 8 Lite, Honor Magic 8 og Honor Magic 8 Pro. Præcis som i gamle dage. De har sågar også en “Smart” variant, ligesom Huaweis billigste modeller i 2017-2019.
Hvorfor er det interessant? Fordi Huawei i 2019 havde en markedsandel i Danmark på hele 23% og var tæt på at overgå Apple på verdensplan. Og ja, Honor har 5G, og adgang til Google Playstore, så den virker helt normalt!
Er Honor Magic 8 Lite første forsøg på at vinde lidt af de markedsandele tilbage!?
Se min Unboxing og historiske fortælling om Huawei og Honor her:
Design og kinetik: En håndværker i jakkesæt?
Det første der slår mig, er byggekvaliteten. Det er en flot telefon med en stor 6,79 tommer skærm. Selvom bagsiden føles en anelse plastikagtig, så ligger den rigtig godt i hånden, og med en vægt på 189 gram føles den hverken for tung, ej heller billig.
Det vildeste er holdbarheden. Den er IP68 + IP69K certificeret. Det betyder, at den kan tåle højtryksrensning med varmt vand. Honor lover også, at den kan tåle fald fra 2,5 meter. Det gør den – i mine øjne – til den perfekte håndværker-telefon, der bare ser pænere ud end de klassiske “klodser”.
Knapperne er solide, og kameramodulet stikker kun en lille smule ud, så den vipper ikke irriterende, når den ligger på bordet. Fedt!
Kun plads til 1 SIM-kort. Til gengæld får du gavmilde 512GB lagerplads og 8GB RAM som standard.
Skærmen: Du skal lige indstille den!
Ved første øjekast virkede skærmen ikke som den højeste kvalitet – det lignede nærmest, at der var et indbygget “Privacy filter” på, der gjorde den lidt mørk fra sidevinklerne. Heldigvis kan du tweake alverdens indstillinger i skærm-menuen. Da jeg først havde været inde og rode, fik jeg den til at se præcis ud, som jeg ville.
Specifikationerne fejler nemlig ikke noget: AMOLED, 1.5K opløsning, 120Hz og svimlende 6000 nits lysstyrke. Jeg afspillede en 4K HDR video side om side med en Samsung S25 Ultra, og Honor Magic 8 Lite markant lysere ved fuld styrke. Det er imponerende!
Softwarepakken er – for at sige det mildt – insane.
Ved første kik ligner det et helt standard “Kineser-OS” (de ligner ofte hinanden: Xiaomi, Oneplus, Oppo), men dykker du lidt ned i det, så er der ikke bare muligheder, der er et VÆLD af muligheder. Det kan ses at Huawei måtte klare alting selv i mange år, og dermed også har opbygget sit helt eget softwarekatalog, som nu supplerer alle mulighederne fra Google. Det er nærmest det samme som man får med Samsung. Et kopi af “de samme” apps, som Google allerede tilbyder som standard på Android. Bare endnu flere!
Men bare rolig – Du behøver ikke nørde og dykke ned i alting, da de fleste ting er i orden fra start.
- Men i laget under er nørde – himlen. Hold da op! Jeg anbefaler som minimum lige at gå ind under Skærmindstillinger og rode lidt rundt, som sagt.

Telefonen kommer med Android 15 og er sikret opdateringer til og med Android 17, samt 6 års sikkerhedsopdateringer. Og sikkerhedsopdateringerne er det vigtigste!
Udvalgte specifikationer fra Honor Magic 8 lite.
Især batteriet og lysstyrken stikker helt af fra konkurrenterne i denne prisklasse.
| Specifikation | Honor Magic 8 Lite |
| Skærm | 6,79″ OLED, 1.5K opløsning, 120Hz, 3840Hz PWM |
| Lysstyrke | Op til 6000 nits (Peak) Det næsthøjeste jeg har set på en telefon! |
| Batteri | 7500 mAh (Silicon Carbon) |
| Holdbarhed | IP68 + IP69K (Tåler fald og højtryksrens) |
| Hovedkamera | 108 MP |
| Ultrawide | 5 MP (Telefonens svageste punkt) |
| Selfiekamera | 16 MP |
| CPU | Qualcomm Snapdragon 6 Gen 4 (4 nm) Octa-core (1×2.3 GHz Cortex-A720s & 3×2.2 GHz Cortex-A720s & 4×1.8 GHz Cortex-A520s) |
| Lager & RAM | 512 GB Lager / 8 GB RAM (+8 GB Virtuel) |
| Vægt | 189 gram |

Batterikongen er landet!
Her er grunden til, at du skal købe en Honor Magic 8 lite: Honor har proppet et 7500 mAh Silicon Carbon batteri i den tynde krop. Det er helt vildt.
Du kan forvente 4 dages batterilevetid ved normalt brug – jeg gentager 4 dages brug ved normalt brug! Det eneste der gør indhak i batteriet er, hvis du gamer gamer du PUBG eller Call of Duty nonstop, så vil telefonen kun holde til 1 dag! Og når den endelig løber tør, så oplader den hurtigt igen. Se nedenstående korte video:
Min kollega Samuel lagde telefonen tændt i sneen, og efter 5 timer havde den ikke engang tabt 1 procent! Og den virkede perfekt med det samme. Det niveau har jeg ikke hørt om siden de gamle Nokia telefoner. Se hans korte video her:
Ydelse: Den “hurtigste langsomme” telefon
Det lyder som en modsigelse, men det er den bedste beskrivelse:
Honor Magic 8 Lite har en low-end chip på papiret (Snapdragon 6 Gen 4 chip), men i daglig brug bemærker du det ikke. Brugerfladen er helt smooth – og bedre end f.eks den dyrere Samsung Galaxy A56.

- Gaming: Ja, du kan sagtens game på den. Den har endda en dedikeret “Magic OS Gaming Mode”. Gaming er i øvrigt DET ENESTE der hurtigt kan tage større bidder af batteriet.
- AI: AI delen er relativt hurtigt overstået på Honor Magic 8 Lite, hvor AI-forslag og AI-skrivning er de eneste jeg kan forstille mig bruge i længden. Honor Magic 8 lite kommer med Microsoft SwiftKey installeret inklusiv dansk tale genkendelse. Som én der er vant til Googles keyboard og Gemini, så virker Microsoft Swiftkey med dens tilhørende Ai også godt. Det er bare et tilvendingsspørgsmål, og det meste af den tekst du læser nu, er dikteret direkte fra min tale. Du kan selvfølgelig også vælge Google keyboard med Gemini hvis du foretrækker det. Øvrige AI optioner kan ses her, samt der er en lille smule rundt omkring. “Parallelt Rum” kan du nemt tilgå hvis du har mere private fotos og videoer.


Lyd og kamera: Blandede bolsjer
En af de ting jeg som gammel musiker husker allerbedst ved Huawei telefonerne, var deres rigtig gode lyd og gode mikrofon. Højtalerlyden er på dens default setting er mere nuanceret end mange andre telefoner i dag, sikkert også takket være den ekstra opadvendte tophøjtaler. Desværre har Honor på lite-modellen sparet lidt på mikrofonen (ikke at den er dårlig), men den holder ikke samme kvalitet som for eksempel på den gamle Huawei P30. Den havde dog også den bedste mikrofon på en mobiltelefon i 2019. Og desværre har Magic8 Pro (Magic8 lite’s storebror) heller ikke fået den gode gamle mikrofon fra Huawei.
Kameraet:
- Hovedkamera (108 MP): Tager glimrende billeder. Står skarpt og flot.
- Selfie (16 MP): Helt godkendt. Smart funktion der lyser skærmen op og bruges som blitz.
- Ultrawide (5 MP): Av, mine øjne! Det er en kæmpe skam. Når den primære linse er så god, gør den grynede 5MP linse virkelig ondt at se på. Det linsevalg er en fornærmelse, så hellere at de havde undladt den.
Hvis du vil have endnu bedre kamera, så skal du op i Honor Magic 8 Pro modellen, som du kan læse vores anmeldelse af her.
Kan man stole på et kinesisk telefonmærke?
I ALLE apps under setupproceduren bliver man promptet igen og igen med spørgsmål, i forhold til sikkerhed, og hvilket valg man har lyst til at træffe. Jeg føler mig 100% lige så sikker ved kinesisk telefonmærke (Oneplus, Oppo, Xiaomi, Motorola) som ved et ikke kinesisk mærke (Apple, Google Pixel, Samsung). Og som en sidebemærkning kan du være helt sikker på – at ligegyldig hvilket mærke du vælger, bliver der indsamlet data omkring dig. Sådan er det desværre. Telefoner der forsøger at være mere sikre er f.eks Fairphone og Jolla.
Farver og pris
Du kan vælge mellem Midnatssort og Skovgrøn i Danmark.
Vejledende pris (Januar 2026) for Honor Magic 8 Lite er: 3.399 kr. hos Elgiganten, Power, Punkt 1.
Uforståeligt nok sælger ingen andre i DK den lige nu!? Det er ellers en af de mere spændende telefoner man bliver budt, som anmelder.
Konklusion
Så er Huawei tilbage, bare med navnet Honor? Kvaliteten er der på Magic-serien! Om “feelen af Huawei” er der, synes jeg ikke rigtig. Det Huawei gjorde godt i gamle dage var, at låne de bedste ting fra Apple, og beholde de bedste ting fra Android. Nu er det mere en rodebutik af muligheder.
Et godt bud på til hvem Honor Magic8 lite er til, vil være håndværkeren. Den høje IP-certificering, vilde faldstyrke, samt et 7500 mAh batteri burde gøre enhver håndværker glad. Af samme grund er den også ideel som barnets første telefon. Og endda en rigtig flot en af slagsen, synes vi på Techsen!
Telefonen er en Techsen Anbefaler til 2500 kr. eller under. Desværre er startprisen herfra januar 2026, 3.399 kr. og det er en anelse for højt når man tænker på, at man kan købe en Samsung S24, S25, S24 FE eller S25 FE til omkring samme pris, når de er på tilbud. Men allerede nu kan du få den for 2249 kr. hos Elgiganten, hvis du køber med et abonnement. Og til den pris har du et virkelig godt bud på en fed mobil – en håndværker i jakkesæt.

Læs også
-
Slut med at fumle med mobilen på cyklen: Google Maps får genial AI-opdatering
-
Apples nye AirTag er landet: Find dine nøgler på markant længere afstand
-
Motorola ved danskere elsker en billig mobil
-
Samsung Galaxy Z Flip7 anmeldelse: Den (næsten) perfekte influencer telefon
-
Samsung Galaxy S25 FE anmeldelse: Prisfald gør den til en sikker vinder
