Bang & Olufsen 100 år med stil. Beolab 90, får nu de to allersidste varianter i den særlige femdelte Atelier-kollektion: Monarch Edition og Zenith Edition. Tidligere har vi set Titan-, Shadow- og Mirage-udgaverne, men nu bliver der skruet maksimalt op for materialenørderiet med formet træ, poleret aluminium og perledetaljer.
To skulpturelle mesterværker
Beolab 90 Monarch Edition: Varmt rosentræ og aluminium
Monarch-udgaven er et sandt udstillingsvindue for den klassiske danske designarv. Den er bygget op med vinklede og buede lameller i rosentræ, der omfavner aluminiumskabinettet og skaber en 360-graders visuel rytme. Samlingerne i træet har endda en ret unik, diskret lysdetalje i fronten. Kontrasten mellem det varme træ og de okkerfarvede aluminiumskroner i toppen giver højttaleren et meget balanceret look, alt imens semitransparente tekstilfelter lader dig ane de vilde højttalerenheder inde bagved.


Beolab 90 Zenith Edition: Inspireret af perler og østers
Er du mere til det metalliske og reflekterende, er Zenith Edition et ret vanvittigt bud. Her består seks af panelerne hver især af 289 anodiserede aluminiumskugler, der er arrangeret i syv forskellige perleinspirerede farver. Selve aluminiumsfronten er perleblæst og anodiseret i en mørkegrå farve, der visuelt trækker tråde til en østersskal. Som prikken over i’et afsluttes toppen af højttaleren med et rundt indlæg i ægte perlemor. Det er en højttaler, der i den grad er skabt til at fange og lege med lyset i rummet i løbet af dagen.


Samlerobjekter med voldsom indmad
Selvom det ydre har fået den helt store overhaling, er maskinrummet i Beolab 90 stadig lige så uændret brutalt, som vi kender det. Lydbilledet drives af hele 18 specialudviklede enheder i hver højttaler, bakket op af B&O’s avancerede beam-forming-teknologi.
Disse to nye udgaver er dog ikke for hvem som helst. De produceres i et ekstremt begrænset oplag på blot ti par per udgave. Til gengæld følger der et ægthedscertifikat og en eksklusiv miniature-skulptur af Beolab 90 i aluminium med, når man bestiller et sæt.
De nye Monarch og Zenith-modeller får deres første officielle offentlige præsentation i Bang & Olufsens kæmpemæssige Culture Store-showroom i San Francisco.
Tak fordi du læste med i vores “Bang & Olufsen 100 år” artikel.
Læs også
-
Search Live lander i Danmark: Google lærer at se og lytte
-
Samsung Galaxy A57 5G og A37 5G: Flagskibs-funktioner til mellemklassen
-
Slut med besværet: Nu får Samsung AirDrop
-
Valg i Danmark: Hvilken mobil vælger vi på Techsen?
-
Samsung Galaxy S26 Ultra: Det vildeste Android-flagskib mangler én helt basal ting
