OPPO er endelig landet officielt i Danmark, og som det første medie herhjemme har Techsen.dk haft deres nye Find X9 til test. Det er den “lille” model i serien, men lad dig ikke snyde af størrelsen. Dette er en vaskeægte premium-telefon, der kombinerer vild batteritid med en formfaktor, der faktisk er til at holde ud.
Dette er lillebroderen til den meget omtalte OPPO Find X9 Pro, som har fået masser af ros og vundet awards hos internationale tech-youtubere som Marques Brownlee og Mrwhosetheboss. Vi har endnu ikke haft Pro-modellen til test, så her kigger vi udelukkende på basismodellen, Find X9.

For os tech-nørder er OPPO ikke et ukendt navn, men for den brede danske befolkning er de nye i klassen. Derfor er det værd at starte med spørgsmålet: Hvem er de, og hvorfor føles telefonen så bekendt?
Familienbånd: Hvorfor OPPO føles som OnePlus (og omvendt)
Hvis du nogensinde har haft en OnePlus-telefon, vil du føle dig hjemme på OPPO Find X9 med det samme. Det er der en god grund til. OPPO er nemlig moderselskabet til OnePlus. De deler utrolig meget teknologi, forskning og fabrikker.
Det mærkes tydeligst i softwaren. OPPOs styresystem, ColorOS, er nærmest 1-til-1 identisk med OnePlus’ OxygenOS. Det er den samme flydende, hurtige oplevelse, de samme menuer og de samme fede funktioner. Jeg har endda kunne bruge den samme “Flux”-låseskærm, som jeg elsker på min OnePlus 15. Så selvom de to brands kører deres eget løb med forskellige designs og strategier, er følelsen den samme lækre kvalitet.

Design: En lille perle
I en verden af gigantiske telefoner er Find X9 et friskt pust. Den er mere kompakt og håndterbar end de fleste flagskibe, hvilket gør den til en fornøjelse at bruge med en hånd.
Designet er stilrent, måske grænsende til det intetsigende. I Danmark får vi den i to farver: en klassisk sort og en grålig variant. Det er pænt, sikkert og emmer af byggekvalitet, men det er ikke en telefon, folk vender sig efter på gaden. Nogle steder i verden har jeg set en violet rød variant, som kunne være lækker at have, men her i Danmark må vi nøjes med de to mere “sikre” varianter.
På siden finder vi den nye “Snap Key”. Den sidder lidt højt oppe, men er en sjov tilføjelse. Sjovt nok har OPPO ligesom OnePlus “lånt” animationen for opsætningen direkte fra Apple – men hey, godt design er vel til for at blive kopieret?


Ydelse: Chippen redder dagen
Her kommer vi til telefonens helt store trumfkort. Under motorhjelmen finder vi en MediaTek Dimensity 9500-processor. Nogle vil måske rynke på næsen over, at det ikke er en Snapdragon, men det bør de absolut ikke.
Faktisk er det chippen, der redder dagen. Det er første gang, vi ser en MediaTek-chip, der ikke bare følger med, men faktisk konkurrerer direkte med (og på nogle punkter slår) både Snapdragon 8 Elite og iPhones 17 Pro A19 Pro chip. Og det bedste af det hele? Det er præcis den samme top-tunede processor, der sidder i den langt dyrere Pro-model. Her har OPPO ikke sparet, og telefonen æder alt fra tunge apps til spil uden at blinke.


Skærm og Lyd: En blandet oplevelse
Foran dominerer en lækker 6.59-tommer AMOLED-skærm med 120Hz. Den er ikke LTPO (det er sparet til Pro-modellen), men i daglig brug mærker man det ærligt talt ikke. Billedet er skarpt, flydende og farverigt med en vild lysstyrke på op til 3600 nits.
Til gengæld halter lyden. For en telefon i denne prisklasse er højtalerne overraskende middelmådige. De er ikke decideret dårlige, men lyden mangler dybde og fylde, hvilket er skuffende, når man ser på prisskiltet.
Kameraet: Solidt, men ikke Hasselblad nok
Find X9 har et solidt kamerasystem med 50MP-sensorer hele vejen rundt (hoved, ultravidvinkel og telefoto). Billederne er rigtig gode med flotte farver, og den klarer de fleste hverdagssituationer overbevisende.
Selvom kameraet er udviklet i samarbejde med Hasselblad præcis som på storebroderen, mangler Find X9 lige den sidste portion magi for at kunne komme bare en smule tættere på Pro-modellen.. Selvom Hasselblad-logoet pryder telefonen, føles det her mere som en “standard-plus” oplevelse fremfor noget helt unikt. Zoom-mulighederne er også mere begrænsede; telelinsen har 3x optisk zoom, hvilket er perfekt til portrætter, men presser du den op mod 120x digital zoom, afslører det kraftige AI-efterbehandling, at hardwaren når sin grænse.
Kameraet tager uden tvivl fine billeder, men når man kigger på prisskiltet, sidder man tilbage med følelsen af, at man burde have fået lidt mere for pengene. Det halter simpelthen for langt efter Pro-modellen til, at prisen føles helt retfærdiggjort.



Batteri og opladning: En maratonløber
Hvis der er et sted, hvor Find X9 virkelig skinner ved siden af chippen, så er det batteritiden. Med et batteri på over 7.000 mAh (7.025 for at være præcis) er den en absolut maratonløber. Selv med tung brug er det umuligt at slå den ihjel på en dag.
Når den skal lades op, understøtter den lynhurtig 80 Watt SuperVOOC-opladning. Som det er begyndt at blive meget normalt, følger der selvfølgelig ingen oplader med i æsken. I stedet får du et USB-C til USB-A kabel og en lille smart konverter, så du kan lave kablet om til USB-C til USB-C, hvis du har brug for det. Det er en fin detalje, men du skal altså selv have en kraftig oplader liggende for at udnytte hastigheden.
Oppo Find X9 – Specifikationsark
| Kategori | Detaljer |
|---|---|
| Processor | MediaTek Dimensity 9500 (8-core, op til 4,21 GHz) |
| Skærm | 6,59″ AMOLED, 120Hz adaptiv opdatering, 3600 nits lysstyrke |
| Opløsning | FHD+ (2760 × 1256 pixels), 460 PPI |
| Hukommelse | 12GB / 16GB LPDDR5X RAM |
| Lagerplads | 256GB / 512GB UFS 4.1 |
| Bagkamera | Triple 50MP Hasselblad System: • 50MP Hovedkamera (f/1.6, OIS) • 50MP Ultra-vidvinkel (f/2.0, 120°) • 50MP Periskop Telefoto (3x Optisk Zoom, OIS) |
| Selfie-kamera | 32MP (f/2.4) med 4K video-understøttelse |
| Batteri | 7.025 mAh Silicium-karbon batteri |
| Opladning | 80W SuperVOOC (kabel), 50W AirVOOC (trådløs) |
| Holdbarhed | IP69, IP68 og IP66 (støv- og vandafvisende) |
| Styresystem | ColorOS 16 (baseret på Android 16) |
| Forbindelse | Wi-Fi 7, Bluetooth 6.0, NFC, Dual SIM + eSIM |
| Vægt | ca. 203 gram |
Pris og konklusion
OPPO Find X9 er en fantastisk telefon. Den leverer topklasse byggekvalitet, en flydende software-oplevelse, vild chip og en fænomenal batteritid i et kompakt format.
Men det afspejles desværre også i prisen:
- 256GB: 7.499 kr.
- 512GB: 7.990 kr.
Fordele
- Chippen: MediaTek 9500 yder fænomenalt.
- Batteriet: 7025 mAh er en drøm i hverdagen.
- Formfaktoren: Dejlig kompakt og ligger godt i hånden.
- Skærmen: Lysstærk og farverig.
- Software: ColorOS er hurtigt og flydende (ligesom OxygenOS).
Ulemper
- Prisen: Alt for dyr i forhold til konkurrenterne.
- Lyden: Middelmådig højtaler-kvalitet.
- Design: Lidt kedelige farvevalg i Danmark.
- Tilbehør: Ingen oplader i æsken.
OPPO Find X9 er på mange måder en imponerende debut i Danmark. Du får en vanvittig kraftfuld chip, et batteri, der næsten ikke er til at slå ihjel, og en størrelse, der rent faktisk ligger godt i hånden. Det er en telefon fyldt med lækre detaljer.
Problemet opstår dog, når vi kigger på prisskiltet. Til næsten 8.000 kr. bliver Find X9 simpelthen udkonkurreret af andre smartphones i denne prisklasse, og den ligger samtidig alt for tæt på storebroderen, Find X9 Pro. Selvom chippen og batteriet er i top, føles både kameraet og lydoplevelsen undervældende til prisen.
Hvis smartphonen lå til omkring 6.000 kr., ville den have været tæt på perfekt.
Læs også
-
Samsung Galaxy Z Flip7 anmeldelse: Den (næsten) perfekte influencer telefon
-
Samsung Galaxy S25 FE anmeldelse: Prisfald gør den til en sikker vinder
-
Huawei er tilbage: Honor Magic 8 lite anmeldelse
-
Honor – det nye Huawei: Honor Magic8 Pro anmeldelse
-
Er dette verdens mest robuste telefon? Xiaomi klar med ny Redmi Note 15-serie
