Android får snart Tap to Share. Foto: 9to5Google

Android får snart Tap to Share. Foto: 9to5Google

Android Tap to Share: Google hapser (endelig) en af Apples bedste funktioner

Som en ægte iPhone-mand er der nogle funktioner, man lynhurtigt tager for givet. En af dem er muligheden for at dele kontaktoplysninger eller billeder på et splitsekund ved bare at holde to iPhones tæt sammen. Nu tyder alt på, at Google er klar til at hapse magien med deres kommende system, Android Tap to Share.

Det store amerikanske tech-medie 9to5Google har netop gravet dybt i koden på den allerseneste Android-opdatering, og de har fundet konkrete beviser på, at funktionen næsten er grydeklar.

Hvad er Android Tap to Share?

Kort fortalt er Android Tap to Share Googles direkte svar på Apples NameDrop-funktion, der aktiveres via fysisk kontakt mellem to enheder.

Apples NameDrop-funktion. Foto: Apple
Apples NameDrop-funktion. Foto: Apple

Den gemte kode i Android afslører, at du snart vil kunne dele alt fra kontaktoplysninger og billeder til videoer, links og din lokation. Konceptet er simpelt: Lås din telefon op og lad toppen af din Android-telefon røre ved toppen af en anden Android-telefon. Derefter vil skærmene lyse op med en “glødende” animation, og overførslen sker af sig selv.

Det lyder jo næsten for godt og gnidningsfrit til at være sandt i Android-land, gør det ikke?

Den indbyggede Android-udfordring

Selvom idéen er genial, afslører den skjulte kode desværre også en helt klassisk Android-udfordring.

Apple har den enorme fordel, at de selv bygger og designer alt deres hardware. NFC-chippen sidder altid præcis samme sted i toppen af en iPhone. I Android-verdenen gør producenterne derimod, præcis hvad der passer dem. På en Samsung Galaxy S26 sidder chippen i toppen, mens den på andre mærker kan være gemt væk helt nede midt på bagsiden.

Det ved de godt hos Google. Derfor har de allerede været nødt til at bygge en lille “fejlfindings-besked” ind i Android Tap to Share. Hvis den første kontakt fejler, guider skærmen dig med teksten: “Virker det ikke? Prøv at holde telefonerne ryg mod ryg i stedet.” Det er simpelthen så rammende for økosystemet. Man låner en super elegant og sømløs funktion fra Apple, men bliver nødt til at tilføje en “prøv at gnide dem lidt mere mod hinanden”-instruks for overhovedet at få det til at virke på tværs af mærkerne.

Min dom: Bedre sent end aldrig

Jeg elsker at kaste lidt venskabeligt mudder efter Android-lejren, men helt ærligt: Det er fantastisk, at denne funktion endelig bliver standard for dem også.

Vi har længe skreget på, at tech-giganterne skal gøre de simple ting… tja, simple. At dele et stykke information uden at skulle åbne fem forskellige apps er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Funktionen er endnu ikke officielt slået til for offentligheden, men den ligger klar og lurer lige under overfladen.

Vi forventer at se denne funktion på Google I/O 2026. Læs mere om det event her.

Privatlivspolitik Cookiepolitik