Motorola Razr Fold er landet

Motorola Razr Fold er landet

Motorola Razr Fold er landet: Telefonen der løser FOLD-batteri-problemet

Motorola har netop præsenteret deres første store, foldbare smartphone – Motorola Razr Fold. I forbindelse med lanceringen, introduceres en eksklusiv specialudgave i begrænset antal, der giver forbrugere garanteret adgang til en kampoplevelse under FIFA World Cup 26, i USA. Men under den skinnende overflade lurer en bizar kontrast til virkeligheden i Motorolas egen hjemby.

Du kender forhåbentlig Motorola Razr 60 Ultra Flip, og ellers kan du læse om den her. Nu tager Motorola springet fra deres populære “flip”-telefoner til en fuldvoksen “book-style” model med foldbar skærm.

Den nye Motorola Razr Fold lanceres i Danmark som en “FIFA World Cup 26 Collection“. Det er en begrænset specialudgave udført i en virkelig flot matteret sort med et mønster i premium-materialer og guldelementer. Og det TÆNKTE helt store trækplaster? Køber du telefonen, får du en garanteret kampbillet til VM i fodbold i USA, Mexico og Canada. Den smager så lidt underligt for os danskere.

Top-specifikationer i Motorola Razr Fold

Ser vi bort fra guld og fodbold, er der faktisk tale om et seriøst stykke hardware. Telefonen er drevet af den hurtige Snapdragon 8 Gen 5, som sikrer masser af AI-muskler til hverdagsbrug.

Motorola leverer også enheden med en “Moto Pen Ultra”. Stylus-pennen forvandler den indvendige foldeskærm til et digitalt lærred med trykfølsomhed og hældningsgenkendelse.

På kamerasiden har maskinen desuden allerede høstet ros og er rangeret som det bedste foldbare kamera af testlaboratoriet DXOMARK med deres anerkendte “Gold Label“. Det lyder utroligt, da Motorola Signature-telefonen er all over the place med sin kameraoplevelse.

Men den vigtigste fornyelse efter mine begreber er, det 6000 mAh store batteri. For det håber jeg løser foldbare telefoners største problem, nemlig batterilevetid. Eksisterende foldbare modeller fra Samsung og Pixel holder knap en dag.

Top-specifikationer i Motorola Razr Fold set fra siden
Top-specifikationer i Motorola Razr Fold set fra siden
Motorola Razr Fold samlet fra siden
Motorola Razr Fold samlet fra siden

Det store paradoks: “Chipocalypse Now”

Mens Motorola slår på tromme for en global, samlende fodboldfest og pakker deres flagskib ind i 24 karat guld, er virkeligheden i virksomhedens egen baghave væsentligt mørkere. Motorolas globale hovedkvarter ligger nemlig i The Merchandise Mart i hjertet af Chicago.

Det giver lanceringen et næsten dystopisk lag. I september 2025 – for blot syv måneder siden – truede præsident Trump med at indsætte føderale tropper i netop Chicago for at gennemtvinge en hårdhændet immigrationspolitik. Truslen, som hurtigt blev døbt “Chipocalypse Now” på baggrund af Trumps manipulerede billeder og referencer til Vietnam-filmen Apocalypse Now, fik alarmklokkerne til at ringe over hele USA angående forfatningsmæssige overgreb.

Kontrasten mellem at sælge eksklusive, guldbelagte “world-party”-smartphones og den varslede militære og politiske undtagelsestilstand i virksomhedens egen hjemby, skaber et underligt, dissonant ekko omkring denne ellers storslåede tech-lancering. Det er corporate marketing i fuld flor, midt i Trumps shitstorm. Eller et eksempel på kapitalismens vidunderlighed i Guds eget land.

Kun hos teleselskabet 3

Er du ligeglad med geopolitik og vil du bare have fingrene i guldtelefonen og en tur til fodbold-VM, skal du have den store tegnedreng frem.

Specialudgaven sælges eksklusivt gennem teleselskabet 3 (Tre.dk). Forudbestillingerne kører fra i dag, den 14. april, og frem til den 3. maj. Kampagneprisen for selve telefonen lyder på 14.999 kr., og dertil kommer binding på et “Fri/Fri”-abonnement, hvilket bringer mindsteprisen op på 16.619 kr.


✈️ Techsen mener: Vores ærlige råd til dig

  • Alternativet i samme lejr: Er over 16.000 kr. for en telefon (og en fodboldbillet, der kræver en flybillet til USA for at blive brugt) for voldsomt? Hvis du elsker Motorolas foldbare univers, så kig på den almindelige Motorola Razr 60 Ultra (flip-telefonen). Den koster under det halve og leverer en fantastisk, nostalgisk klap-oplevelse med et flot cover-display. Tør du handle den på DBA kommer prisen ned på omkring 4000 kr.
  • Det vigtigste Lifehack: Hvis du rent faktisk køber Razr Fold-guldudgaven, så husk at læse betingelserne for VM-billetten (“redemption.motorola.com”) meget grundigt, før du bryder forseglingen. Tilgængeligheden af bestemte kampe er begrænset, og du risikerer at få en kamp mellem to mindre kendte hold.
  • Se hele VM programmet her i vores VM-artikel

Privatlivspolitik Cookiepolitik