Den 17. december er en stor dag for OnePlus-fans. Her lanceres tre nye produkter officielt, men i anledningen af virksomhedens 12-års jubilæum, har OnePlus i dag løftet sløret for en række dybdegående specifikationer på de kommende nyheder.
Og der er gode nyheder, hvis du venter på OnePlus 15R, Watch Lite eller den nye Pad Go 2.
OnePlus 15R: Skærm og kamera fra øverste hylde
Vi vidste allerede, at OnePlus 15R bliver verdens første telefon med den nye Snapdragon® 8 Gen 5. Men i dag bekræfter OnePlus, at R-modellen ikke sparer på de visuelle oplevelser.
- Lynhurtig skærm: Telefonen får en 165 Hz 1.5K AMOLED-skærm. Det er en opdateringshastighed, der ligger over de fleste topmodeller (som ofte ligger på 120 Hz), hvilket gør den ideel til gaming. Skærmen har en lysstyrke på op til 1800 nits, men kan dæmpes helt ned til 1 nit for at skåne øjnene om natten.
- Pro-kamera: Selvom det er en “R”-model, får den samme DetailMax Engine som flagskibet OnePlus 15. Det betyder adgang til funktioner som Ultra Clear Mode og Clear Night Engine, der sikrer skarpe billeder i både dagslys og mørke.
- Forbindelse: En ny G2 Wi-Fi-chip og en dedikeret Touch Response-chip skal sikre, at både netværk og skærm reagerer øjeblikkeligt.
OnePlus Watch Lite: Kan forbindes til to mobiler samtidig
Dagens måske mest overraskende nyhed handler om det prisvenlige OnePlus Watch Lite.
Uret introducerer nemlig en funktion kaldet “cross-OS dual-phone-parring”. Det betyder, at du kan have uret forbundet til to telefoner på samme tid. Det fungerer endda på tværs af systemer – så du kan være koblet på en Android-telefon og en iPhone samtidig. Det er en funktion, man sjældent ser, og som kan være guld værd for folk med både en arbejds- og privatmobil.
Andre nøglespecifikationer på uret:
- Batteri: Op til 10 dages strøm.
- Skærm: Lysstærk 1,46″ AMOLED, der peaker på hele 3.000 nits i Sports Mode.
- Design: Tyndt (8,9 mm) hus i rustfrit stål.
- Sundhed: Måler puls, iltmætning og kan lave et “60-sekunders wellness-tjek”.

OnePlus Pad Go 2: Multitasking på farten
Den nye tablet får en 12,1 tommer 2.8K-skærm med en lysstyrke på 900 nits. OnePlus fremhæver især deres Open Canvas-software, der gør det muligt at køre apps i split-screen flydende, hvilket gør tabletten til et stærkt værktøj til både underholdning og arbejde.
Vind en telefon i jubilæums-spillet
For at fejre de 12 år har grundlægger Pete Lau udsendt et åbent brev, og OnePlus har lanceret spillet OnePlus Run 2.0.
Her styrer du maskotten Una (som i anledningen af julen kan fås i et særligt tartan-outfit). Er du god til spillet, er der faktisk seriøse præmier på højkant: Du kan vinde både en OnePlus 15R, en Pad Go 2 eller en OnePlus 15.
Alle tre produkter lanceres officielt den 17. december.
Vi har allerede testet OnePlus 15 – læs vores anmeldelse af den her.
