Sjældent har jeg haft en tablet i hænderne, der føles så tæt på at være det perfekte produkt som den nye OnePlus Pad 3. Efter at have brugt den intensivt, kan jeg roligt sige, at dette er en af de bedste tablets, jeg nogensinde har testet.
Vi har haft OnePlus Pad 3 til test her på Techsen.dk. Her er min fulde anmeldelse.
Skærm og Lyd: En Biografoplevelse med et “Men”
Det første, man lægger mærke til, er den store 13,2-tommer skærm, og den føles i hvert fald stor i forhold til f.eks de 11 tommer på en OnePlus Pad Lite. Den har en skarp 3,4K-opløsning og en ultra-flydende opdateringshastighed på 144Hz. Skærmen er som skabt til gaming. At spille hurtige online-spil, f.eks. PUBG eller Fortnite, føles næsten som en uretfærdig fordel; alt er så responsivt og glidende, at man automatisk får et forspring.

Men… og det er for mig personligt det største men: Det er en LCD-skærm. Selvom det er en absolut fantastisk LCD-skærm, så mangler den stadig de helt dybe sorte toner og de levende kontraster, som en AMOLED/OLED-skærm kan levere. Til gaming og arbejde gør det ikke den store forskel, men for filmelskere, der foretrækker at streame i et mørkt rum, er det et minus. Den manglende OLED-teknologi er stort set det eneste kompromis i en ellers gennemført premium-pakke. Men er skærmen stadig på højde med en iPad Air – Læs med længere nede.
Ydelse: Et Sandt Kraftværk
Her er der ingen kompromiser. OnePlus Pad 3 er den første tablet med den nye Snapdragon 8 Elite-chip, som lige nu er den stærkeste mobilprocessor på markedet. Kombineret med op til 16GB lynhurtig RAM (LPDDR5T) og 512GB lagerplads (UFS 4.0), er denne tablet et absolut bæst.
Den håndterer selv de tungeste spil på højeste grafikindstillinger uden at svede, og den store skærm gør den perfekt til multitasking. Den rå kraft er simpelthen uovertruffen i en Android-tablet lige nu.


Design og Produktivitet: En Tung, Men Effektiv Arbejdsmakker
Designet er lækkert med en tynd unibody-konstruktion i aluminium. Men den er tung! Med en vægt på 675 gram, og omkring et kilo med det magnetiske tastatur-cover, er det ikke en tablet, man holder i en hånd i lang tid og gamer på. Man kan godt blive øm i hænderne.
Når det er sagt, forvandler tastatur-coveret tabletten til en overraskende kapabel lille arbejdscomputer. Den minder næsten om en Microsoft Surface. Jeg brugte den selv til at skrive noter på et hotelophold, og oplevelsen i Google Docs var rigtig fin. Tasterne er behagelige, og det er super nemt og hurtigt at være produktiv på den

Batteri og opladning: Holder næsten en hel uge
Batteriet er, ligesom ydelsen, i en klasse for sig. Med en vanvittig kapacitet på 12.140mAh skal man virkelig gøre sig umage for at løbe tør for strøm. Den kan holde i standby i over to måneder (ifølge OnePlus) og levere strøm til mange, mange timers spil og streaming. Opladningen sker med hurtig 80W SUPERVOOC, så det enorme batteri kan tankes op på fornuftig tid.
Specifikationsrtabel: Den Sygeste fætter!
Specifikation | OnePlus Pad 3 | Apple iPad Air (13″, 2025) | Hvem Vinder? |
---|---|---|---|
Pris (ca.) | 4.699 kr. (256GB) | 7.499 kr. (256GB) | OnePlus Pad 3 |
Skærmtype | 13.2″ LCD, 144Hz | 13″ Liquid Retina LCD, 60Hz | OnePlus Pad 3 (på Hz) |
Opløsning | 2400 x 3392 pixels (3.4K), 315 ppi | 2732 x 2048 pixels, 264 ppi | OnePlus Pad 3 (opløsning) |
Chip | Snapdragon 8 Elite | Apple M3 | Tæt løb, begge to er bæster! |
RAM | 12GB / 16GB | 8GB | OnePlus Pad 3 |
Højtalere | 8 højtalere | 4 højtalere (stereo) | OnePlus Pad 3 |
Batteri | 12.140mAh (80W) | ~9.700mAh (~10 timer brug) | OnePlus Pad 3 |
Vægt | 675g | 617g | iPad Air (er lettere) |
Software og AI: OxygenOS med Intelligens i Centrum
OnePlus Pad 3 kører på den seneste version af OxygenOS, baseret på Android 15, og det er tydeligt, at brugeroplevelsen er optimeret til den store skærm og til effektiv multitasking.
Den helt store nyhed er “OnePlus AI” – en række intelligente funktioner, som er integreret i hele systemet og skal gøre hverdagen mere effektiv.
Kernen i AI-oplevelsen er en tæt integration med Googles Gemini. Med et dedikeret tryk på AI-knappen på det nye Smart Keyboard, eller et langt tryk på navigationslinjen, er Gemini altid lige ved hånden. Det gør det muligt at stille komplekse spørgsmål, generere tekst eller idéer direkte i den app, man allerede bruger. Den velkendte Circle to Search-funktion er naturligvis også til stede og gør det hurtigt at søge på indhold på skærmen.
OnePlus har også udviklet en række egne, smarte værktøjer.
AI-Skribent kan hjælpe med at formulere tekst og justere tonen, mens AI-Oversættelse oversætter indhold på skærmen i realtid. For studerende og professionelle er især muligheden for at generere resuméer af lange noter eller transskribere lydoptagelser praktisk.
Den roste Open Canvas-multitasking er blevet endnu smartere. Systemet lærer af brugerens vaner og kan eksempelvis foreslå at åbne to apps i delt skærm, hvis det registrerer, at man ofte skifter mellem dem. På den store 13,2-tommer skærm fungerer dette særligt godt og gør multitasking mere intuitiv.

I galleriet finder man også AI-værktøjer til billedredigering. AI Unblur kan redde et rystet portræt, og AI Reflection Eraser kan med et enkelt tryk fjerne genskin fra f.eks. et vindue i dit foto eller noget andet.


Samlet set føles softwaren på OnePlus Pad 3 ikke bare som en forstørret telefon-oplevelse. Det er et gennemtænkt system, hvor AI-funktionerne aktivt udnytter den store skærm til at levere en mere flydende og produktiv oplevelse, end vi tidligere har set på en Android-tablet.
Kamera: Bedre End Hardwaren siger
På papiret ser kamera-opsætningen på OnePlus Pad 3 ikke ud af meget: et 13 MP bagkamera og et 8 MP frontkamera. Det er bestemt ikke imponerende hardware i 2025. Men her spiller softwaren en afgørende rolle. Den kraftfulde Snapdragon 8 Elite-chip rummer en avanceret billedbehandlingsenhed (ISP), der ved hjælp af AI og computational photography formår at udnytte den beskedne hardware maksimalt.
I vores testbilleder ser vi, hvordan softwaren forbedrer farver, skarphed og støjreduktion, så det endelige resultat bliver overraskende brugbart. Man skal ikke forvente professionelle portrætter, men til hurtige snapshots, scanning af dokumenter og videoopkald er kvaliteten mere end tilstrækkelig – takket være den intelligente software. Her er et før og efter billedbehandling:


Pris og Konklusion: Den næsten perfekte tablet
OnePlus Pad 3 koster en skilling, men i forhold til den ydelse og de features man får, er prisen yderst konkurrencedygtig. Danske priser:
4.699 kr. for 12GB/256GB
5.499 kr. for 16GB/512GB
Fordele:
- Uovertruffen ydelse med Snapdragon 8 Elite-chippen.
- Fantastisk lydoplevelse med 8 højttalere.
- Stor, flydende og lynhurtig 144Hz skærm, perfekt til gaming.
- Et enormt batteri, der bare holder.
- Fremragende tastatur-cover, der gør den til en stærk arbejdshest.
Ulemper:
- Mangler en AMOLED/OLED-skærm for den perfekte filmoplevelse.
- Er tung, især med tilbehør, hvilket kan gøre den anstrengende at holde.
Er OnePlus Pad 3 den perfekte tablet? For mig personligt mangler den lige den OLED-skærm for at nå helt i mål. Men ser man bort fra det, er det den mest kraftfulde og alsidige Android-tablet, man kan købe. Den er en drøm for gamere, en fornøjelse at streame på (især pga. lyden), og en overraskende effektiv arbejdsmaskine. Den leverer en absolut premium-oplevelse til en fornuftig pris. Om den slår en iPad Air, er altid et helt åbent spørgsmål – da man må have respekt for Apples App-store og økosystem. Men på brute force kløver Oneplus Pad 3 alle andre pads midt over.

Tak fordi du læste med i artiklen: “OnePlus Pad 3 Anmeldelse: Den kraftfuldeste tablet, vi har testet”?