OPPO går all-in med den nye Find X10 Pro Max, der som den første smartphone i verden byder på hele tre 200 MP-kameraer på bagsiden, en banebrydende 2 nm-processor og det nye, silkebløde ColorOS 17. Jeg har testet telefonen intensivt, og selvom prisen har nået et svimlende niveau, er det her den telefon, der kommer tættest på at være den perfekte hverdagsmobil for mig.
Da jeg tidligere på året testede OPPO Find X9 Ultra, var jeg blæst bagover af kameraet, men telefonen var også enorm og drænede batteriet hurtigt, når man skød løs med kameraet. Med OPPO Find X10 Pro Max har OPPO forsøgt at bygge bro mellem deres Pro- og Ultra-serie – og resultatet er intet mindre end imponerende.
Hvis jeg frit skulle vælge én telefon på markedet til at være min faste hverdagsmobil lige nu, ville valget falde på Find X10 Pro Max. Den rammer en bedre balance i hverdagen end Find X9 Ultra og slår endda min faste OnePlus 15 på både kamera og reel batteritid. Men som “Pro Max”-navnet antyder, har OPPO ikke kun ladet sig inspirere af Apple på navngivningen – de har også matchet og Apples prisskilt.
Design: Titanium Grey er ren perfektion
OPPO har virkelig haft en guld periode med deres design på det seneste. Jeg nominerede OPPO Find X9 Ultra i vegansk læder til et af årets fedeste designs, men den Titanium Grey-udgave af Find X10 Pro Max, som jeg har haft til test, er på sin egen måde mindst lige så gennemført.

Hvor Ultra-modellen lignede et klassisk retro-kamera, er Find X10 Pro Max i Titanium Grey ekstremt “clean”, moderne og stilren. Bagsiden er formet ud af ét samlet stykke mat, skulptureret glas, der buer blødt og sømløst op omkring kameramodulet. Sammen med den flade, matte aluminiumsramme og blødt afrundede kanter ligger den fænomenalt godt i hånden.
Ingen kameraknap – og jeg savner den slet ikke
En interessant detalje er, at OPPO har droppet den dedikerede kameraknap (Quick Button) på højre side, som sad på Find X9-serien. Tilbage sidder kun den programmerbare Snap Key på venstre side (som bl.a. kan åbne AI Mind Space, lydprofiler eller lommelygte).
Andre anmeldere har kritiseret, at kameraknappen ikke er der, men helt ærligt? Det passer mig fint. På Find X9 Ultra tog jeg konstant mig selv i bare at bruge skærmen, når jeg skulle zoome og tage billeder, selv når jeg tvang mig selv til at bruge knappen. At rammen nu er helt ren, gør kun ergonomien bedre.
Bygget som en tank
Selvom telefonen kun måler 8,40 mm i tykkelsen og vejer 228 gram i Titanium Grey, er holdbarheden i absolut topklasse:
- IP66-, IP68- og IP69-certificering: Beskyttet mod alt fra støv og nedsænkning i vand til højtryksstråler med varmt vand.
- OPPO Crystal Guard Glass: Udviklet i samarbejde med Corning på både for- og bagside med en 5-stjernet SGS-faldcertificering.
Skærm og Lyd: Papirtynde rammer og vilde højttalere
Fronten har en flad 6,78-tommer AMOLED-skærm med papirtynde rammer på sølle 1,15 mm hele vejen rundt.

Farverne står virkelig flot og levende, og med op til 3.600 nits lysstyrke er skærmen nem at aflæse i solskin. Om natten kan lyset dæmpes helt ned til 1 nit, så skærmen ikke blænder eller trætter øjnene i mørke.
Opdateringshastigheden kører super flydende med 120 Hz til hverdag og rammer 144 Hz i understøttede spil. De store, symmetriske stereohøjttalere leverer samtidig en imponerende dyb og klar lyd. Det gør telefonen fantastisk til både film og gaming.
Kamera: Verdens første med tre 200 MP-sensorer
Det helt store salgsargument på OPPO Find X10 Pro Max er kameraet. Som den første smartphone nogensinde har OPPO udstyret samtlige tre kameraer på bagsiden med 200 MP-sensorer, udviklet i samarbejde med Hasselblad:

- Hovedkamera (24 mm): 200 MP Samsung ISOCELL HPC (1/1.3″), f/1.5 med OIS og ny DeepPix-teknologi, der giver op til 17 trin (stops) dynamikområde.
- Periskop Telefoto (70 mm – 3x optisk zoom): 200 MP Samsung ISOCELL HP5 (1/1.56″), f/2.1 med OIS, 6x tabsfri (50 MP) in-sensor zoom og telemakro ned til 10 cm.
- Ultravidvinkel (13 mm – 124° synsfelt): 200 MP Samsung ISOCELL HP5 (1/1.56″), f/2.2 med autofokus og makro ned til 4 cm.
- True Color-kamera: Dedikeret 24-kanals multispektral farvesensor, der sikrer naturtro farver og hudtoner.
- Frontkamera (18 mm): 50 MP med autofokus og et bredt 100° synsfelt, der er skabt til vlogging og gruppeselfies.
Telefonen er et rent monster til at tage billeder. Den har ikke ét eneste dårligt kamera, og for en gangs skyld får man en vildt god ultravidvinkel. Mange telefoner sparer altid på en af linserne, men her er alle tre kameraer i topklasse.


Billedet med ultravidvinkel (13 mm) er det til venstre, og alt står virkelig skarpt. Muren bliver måske en anelse mere orange, men ellers ligger farverne utrolig tæt på hovedkameraet til højre



Her tog jeg billeder af en sø og en badebro med alle tre linser, og de ser alle fantastiske ud.



Her har jeg igen taget billeder af en bar med alle tre linser. Det er vildt, at man ikke på ét eneste billede føler, at OPPO har sparet på kvaliteten. Alle tre skud står knivskarpt.




Selv når mørket falder på, tager telefonen fantastiske og stemningsfulde billeder.

Portrætter med 3x-telelinsen (70 mm) får naturlige hudtoner og en flot baggrundssløring, selv i svag indendørs belysning.
Hvordan klarer den sig mod Find X9 Ultra og OnePlus 15?
Lad mig være helt ærlig: Hvis du udelukkende jagter ekstrem 10x eller 20x optisk zoom på meget lang afstand, har OPPO Find X9 Ultra stadig førertrøjen i kraft af sit dedikerede 10x-periskopobjektiv og sin endnu større hovedsensor.
Men til alt andet i hverdagen er Find X10 Pro Max en drøm at skyde med. Sammenlignet med min OnePlus 15 – hvor kameraet var det eneste punkt, jeg for alvor savnede mere fra – er Find X10 Pro Max i en helt anden liga.
Ensartethed og 200 MP over hele linjen
Fordi både hovedkamera, ultravidvinkel og 3x telefoto har massive 200 MP-sensorer, er der en uhørt ensartethed i skarphed og farver, uanset hvilken linse du skifter til. Ultravidvinklen er ikke længere en “sekundær” linse, man undgår.
Og 3x-telelinsen på 70 mm leverer en smuk, naturlig optisk baggrundssløring (bokeh) til portrætter og nærbilleder, mens den høje opløsning gør, at du kan zoome ind til 6x uden synligt kvalitetstab.
Ydelse og Batteri: MediaTek slår Snapdragon – og batteriet imponerer
Under motorhjelmen gemmer der sig en kæmpe overraskelse. OPPO har fravalgt Qualcomm til fordel for MediaTek Dimensity 9600 Pro. Chippen er bygget på TSMC’s spritnye 2 nm-proces (N2P) med kerner op til 4,55 GHz. Den er parret med 12 GB hurtig LPDDR5X RAM og 512 GB UFS 4.1-lagerplads.
Troede du stadig, at Snapdragon automatisk sad på tronen, kan du godt tro om igen. Dimensity 9600 Pro er et decideret kraftværk. På rå ydelse og energieffektivitet overgår den endda den ellers suveræne Snapdragon 8 Elite Gen 5.
Jeg testede også telefonen i Valorant Mobile med alle grafiske indstillinger skruet helt i top. Fordi telefonen er helt ny, understøtter spillet endnu ikke 144 fps på modellen. Men ved 120 fps kørte spillet som smør og helt uden lag. Selv efter længere tids gaming holdt det store vapor chamber-kølesystem temperaturen på 34–35 grader.



Bedre batteritid end både OnePlus 15 og Find X9 Ultra
I Europa kommer OPPO Find X10 Pro Max med et 7.150 mAh silicium-carbon-batteri, som er designet til at bevare over 80 % af sin kapacitet efter fem års brug siger de.
Her oplevede jeg to ting i praksis, som virkelig imponerede mig:
- Slår OnePlus 15 på udholdenhed: Selvom min OnePlus 15 på papiret har et batteri, der er omkring 150 mAh større, strækker batteriet på OPPO Find X10 Pro Max sig faktisk længere i hverdagen. Den nye 2 nm MediaTek-chip bruger simpelthen markant mindre strøm.
- Ingen dræn under kamerabrug: Hvor Find X9 Ultra brændte hurtigt igennem batteriet, når jeg var ude på skovtur og tog mange billeder og videoer, har Find X10 Pro Max slet ikke samme problem. Selv efter lange dage med intensiv fotografering og videooptagelse havde jeg masser af strøm tilbage om aftenen.
Når den endelig skal lades op, sker det med 80W SUPERVOOC via kabel (eller op til 55W med en almindelig USB-PD-oplader) samt 50W AIRVOOC trådløs opladning.
Software: ColorOS 17 er en fornøjelse
Telefonen leveres med ColorOS 17 baseret på Android 17. Det er uden sammenligning en af de mest flydende softwareoplevelser på Android-markedet lige nu.
Med det nye Living Flow Design har systemet også fået et stort visuelt løft. Især det nye medie-playback til musik og lyd ser virkelig fedt ud med levende lyseffekter. Tidligere har afspilleren i ColorOS været lidt kedelig, men i ColorOS 17 ser den super skarp ud.


Systemet har stadig funktioner som AI Mind Space til at gemme skærmbilleder og noter via Snap Key. Det er dog ikke en funktion, jeg selv har brugt særlig meget under testen. Til gengæld har jeg brugt den nye OSee-funktion en hel del.
OSee bruger visuel AI til at scanne objekter og søge efter information direkte med kameraet. Samtidig kan den analysere madvarer og straks vise næringsindhold og kalorier.



Her har jeg testet OSee på en bamse og en blomme. Telefonen genkendte straks min Charmander-bamse og viste med det samme kalorierne i blommen.
Det eneste lille minus i softwaren er en håndfuld præinstallerede tredjeparts-apps fra start. Det hører ikke hjemme på en telefon i denne prisklasse.
Prisen og “Pro Max”-dilemmaet: Er den pengene værd?
Med tilføjelsen af “Max” i navnet udfordrer OPPO direkte Apples topmodel. Men de har desværre også matchet – og endda overgået – Apples priser næsten 1-til-1.
Med en pris på 13.499 danske kroner er OPPO Find X10 Pro Max endda dyrere end den vilde Find X9 Ultra. Det er svimlende mange penge for en telefon, der ikke engang kan foldes ud. Prisen er mildest talt noget, der kan give mig mareridt.
Derfor er en iPhone “billigere” i længden
Når OPPO lægger sig direkte op ad iPhone Pro Max i navn og pris, bliver man også nødt til at se på totaløkonomien. Og her er det lidt en skuffelse, at OPPO faktisk ender med at være dyrere at eje:
- Gensalgsværdi (Brugtpris): En iPhone holder sin brugtpris markant bedre efter 2–3 år.
- Byttesystem (Trade-in): Apples økosystem og indbytningspriser hos danske forhandlere gør, at en iPhone-bruger kan skifte til en ny model langt billigere, når det er tid til at opgradere. OPPO har også et byttesystem, men det fungerer slet ikke lige så godt.
Køber du en OPPO Find X10 Pro Max fra ny til fuld pris, tager du et værditab, der gør ondt på pengepungen. Til gengæld tør jeg godt gætte på, at telefonen sagtens føles hurtig selv efter flere år.
Specifikationer: OPPO Find X10 Pro Max (EU-version)
| Specifikation | OPPO Find X10 Pro Max |
| Skærm | 6,78″ flad LTPO AMOLED, 1-144 Hz, 2772 x 1272 (450 PPI), 3.600 nits peak, 1,15 mm rammer |
| Processor | MediaTek Dimensity 9600 Pro (TSMC 2 nm-proces, op til 4,55 GHz) |
| RAM & Lager | 12 GB LPDDR5X / 512 GB UFS 4.1 |
| Hovedkamera | 200 MP Samsung ISOCELL HPC (1/1.3″), f/1.5, 24 mm, OIS, 17-stop DeepPix |
| Telefoto | 200 MP Samsung ISOCELL HP5 (1/1.56″), f/2.1, 70 mm (3x optisk / 6x tabsfri), OIS, 10 cm makro |
| Ultravidvinkel | 200 MP Samsung ISOCELL HP5 (1/1.56″), f/2.2, 13 mm (124°), autofokus, 4 cm makro |
| Farvesensor | 3,2 MP True Color Camera (24-kanals multispektral sensor) |
| Selfiekamera | 50 MP Samsung ISOCELL JN5, f/2.0, 18 mm (100° synsfelt), autofokus |
| Video | 4K 60/120fps & 8K 30fps på alle bagkameraer, Dolby Vision, O-Log2, Open Gate |
| Batteri & Opladning | 7.150 mAh silicium-carbon, 80W SUPERVOOC kablet (55W USB-PD), 50W AIRVOOC trådløs |
| Holdbarhed | IP66, IP68 og IP69 + Crystal Guard Glass & 5-stjernet SGS-faldcertificering |
| Mål & Vægt | 161,32 x 76,57 x 8,40 mm / 228 gram (Titanium Grey) |
| Styresystem | ColorOS 17 (baseret på Android 17) |
| Forbindelse & Lyd | Wi-Fi 7, Bluetooth 6.2, USB 3.2 Gen 1, Symmetriske stereohøjttalere, 3D Ultralyds-fingeraftryk |
Samlet vurdering: Den næsten perfekte telefon til en vild pris
OPPO Find X10 Pro Max er på næsten alle måder et teknologisk mesterværk. Designet i Titanium Grey er knivskarpt, ColorOS 17 kører som en drøm, og kombinationen af den nye 2 nm MediaTek Dimensity 9600 Pro-chip og batteriet på 7.150 mAh giver en bedre og mere stabil batteritid end både Find X9 Ultra og min egen OnePlus 15.
Selvom kameraet ikke har den ekstreme 10x-optik fra Find X9 Ultra, gør de tre 200 MP-sensorer den til et uhyre komplet og alsidigt bekendtskab i hverdagen. Det er uden tvivl den telefon, jeg helst selv ville gå rundt med i lommen lige nu – også selvom prisskiltet er så højt, at det vil afskrække de fleste fra at svinge dankortet.
Fordele:
- Verdens første med tre 200 MP-kameraer – fænomenal ensartethed på tværs af linser
- Ekstremt stilrent og robust design i Titanium Grey (IP66/IP68/IP69)
- MediaTek Dimensity 9600 Pro (2 nm) leverer vild ydelse og slår Snapdragon på effektivitet
- Fantastisk 7.150 mAh batteri, der ikke drænes under tung kamerabrug
- ColorOS 17 er lynhurtigt, flydende og spækket med brugbare AI-værktøjer
- Lysstærk 6,78″ LTPO-skærm med 1,15 mm rammer og klasseledende stereohøjttalere
Ulemper:
- Ekstremt dyr – koster mere end både Find X9 Ultra og konkurrenterne, men med lavere gensalgsværdi end iPhone
- Mangler det dedikerede 10x optiske zoom-kamera fra Ultra-modellen
- Stadig præinstallerede apps (bloatware) ud af kassen

Læs også
-
Realme 16 Pro anmeldelse: Er dette telefonen, der skal erstatte OnePlus i Danmark?
-
Anmeldelse: Logitech G Pro X3 Superstrike – En fantastisk mus, men er opgraderingen nødvendig?
-
Fairbuds 2 anmeldelse: Bæredygtig tanke med et hult lydbillede
-
Efter en måned med Tidal: Er det på tide at vinke farvel til Spotify og Apple Music?
-
Anmeldelse: OPPO Find X9 Ultra – Det vildeste kamera, du kan have i lommen
