Når sommerferien banker på døren, og kufferten skal pakkes, står de fleste over for det samme klassiske dilemma: Hvilken underholdning skal med på den lange køretur, campingturen eller flyrejsen?
Markedet bugner i dag med vilde, håndholdte gaming-PC’er som Steam Deck og avancerede konsoller som Nintendo Switch. Men hvis du vil have den absolut mest problemfrie og hyggelige oplevelse på farten, skal du faktisk kigge langt bagud i tiden.
Vores klare konklusion er, at den ydmyge, gamle Nintendo DS (og dens efterfølgere) stadig er den ultimative konge af rejsehåndholdte.
Designet der bare kan holde til ferien
Der er en helt særlig grund til, at hardwaren fra midt-0’erne og 10’erne stadig holder hele vejen. Det skyldes i høj grad det geniale klapdesign (clamshell). Når du klapper maskinen sammen, er skærmene fuldstændig beskyttet mod løse nøgler, sandkorn og solcreme, hvis du bare smider den ned i rygsækken.
Samtidig er batterilevetiden på en Nintendo DS, DSi eller en af dens efterfølgere, langt mere pålidelig til de helt lange stræk end en moderne, strømslugende Switch eller Steam Deck. Skal du hurtigt pakke sammen i gaten eller hjælpe med teltpløkkerne på campingpladsen? Du klapper bare skærmen i. Konsollen går i dvale med det samme, bruger stort set intet strøm, og du kan fortsætte præcis, hvor du slap, flere timer senere.

Lokalt multiplayer redder campingturen
Jeg har personligt en gammel Nintendo DSi, og lad mig bare være ærlig: Den bliver dæleme stadig brugt flittigt! Noget af det absolut bedste ved denne generation af konsoller er, at spillene og multiplayer-delen bare fungerer uafhængigt af moderne tech-bøvl.
Dengang kørte multiplayer nemlig ikke over tunge, eksterne servere, som producenterne kan lukke ned, når de har lyst. Det hele foregår lokalt via konsollens eget trådløse netværk. Det betyder, at du og dine venner eller familie kan sidde i et telt midt i de svenske skove – fuldstændig uden mobildækning eller Wi-Fi – og stadig dyste mod hinanden i Mario Kart DS. Det er tidsløst, og det fungerer bare hver evig eneste gang.
Gen Z vil eje deres spil igen
Vi ser i disse år en kæmpe modreaktion, især blandt Gen Z. Mange unge mennesker føler i dag, at de mangler den ægte følelse af at eje noget. Alt i den moderne tech-verden er efterhånden blevet spist op af månedlige abonnementer, streamingtjenester og digitale licenser.
Køber du et digitalt spil i dag, ejer du det reelt set ikke. Du køber blot en tilladelse til at spille det, og du risikerer i værste fald at blive bannet fra en platform og miste alt, hvad du har betalt for. For slet ikke at tale om, at digitale butikker lukker, så spil forsvinder ud i den digitale æter.
Derfor tyr flere og flere til ældre konsoller med fysiske spilkassetter.
Techsens tip: Med fysiske spil ejer du rent faktisk dit produkt. Du kan sætte det på hylden, du risikerer ikke at serverne en dag bliver slukket, og du kan lynhurtigt låne spillet ud til en kammerat på bagsædet.

En guldgrube af fantastiske spil
Hvis du går på jagt efter en brugt Nintendo DS, DSi eller måske en 3DS (som også kan afspille de almindelige DS-spil), får du adgang til et af historiens største og mest varierede spilkataloger. Udover de oplagte klassikere som Pokémon og New Super Mario Bros., findes der geniale hovedbrud som Picross 3D eller fantastiske historier i Ace Attorney-serien.
Spillene skal findes brugt på nettet eller i genbrugsbutikker, hvilket i sig selv kan være en sport og en hyggelig del af oplevelsen. Det kræver ingen opdateringer, ingen login-skærme og ingen “Day 1 patches” i sommerhuset. Du putter bare spillet i maskinen, tænder, og så er du i gang.
Det er den perfekte, analoge digitale pause, vi alle sammen kan have brug for på farten.
Læs eventuelt også om Valves nye steam controller.
